Museumsfund under fuglebad i privat have

Flemming Petersen fandt et skjult rum under et fuglebad i sin have i Bjerringbro.

Flemming Petersen skal bruge en lang stige for at komme ned i det skjulte rum, han har fundet i sin have.
Flemming Petersen skal bruge en lang stige for at komme ned i det skjulte rum, han har fundet i sin have.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Det hører til sjældenhederne, at museumsfolk ligefrem gør historiske fund i deres private have. Men det er ikke desto mindre tilfældet med Flemming Petersen fra Bjerringbro. Han troede knap sine egne øjne, da han forleden opdagede et hidtil ukendt underjordisk rum hjemme i sin egen have.

- At man har historien liggende i sin egen have og kan få gravet den op, det synes jeg, er noget helt specielt, siger Flemming Petersen.

En af de allerførste pumper fra Grundfos

Han er leder af den historiske afdeling og museet på Grundfos i Bjerringbro. Under et fuglebad i haven fandt han et 70 år gammelt vandværk, der var intakt med blandt andet pumper fra 1947.

- Vi fik flyttet fuglebadet lidt og kunne se, at der var et rum nedenunder. Jeg kravlede ned i hullet, og så kunne jeg se, at det var en af de første serieproducerede pumper på Grundfos, siger Flemming Petersen.

Den allerførste pumpe fra Grundfos er kun to år ældre end pumpen under fuglebadet. Flemming Petersen er sikker på, at vandværket blev brugt til at forsyne et hønseri, der tidligere lå på ejendommen. Det gamle pumpeværk skal nu løftes op af haven i Bjerringbro for at blive restaureret.

2:02
Det var under et fuglebad, at Flemming Petersen fandt den gamle pumpe.