Munch og Jorn udstilling blev kæmpe succes

I dag er sidste dag med Munch og Jorn i Silkeborg. Udstillingen har været en kæmpe succes.

Munch og Jorn
Foto: Frank Sørensen, TV MIDTVEST

70.000 i runde tal. Så mange har været forbi Museum Jorn i Silkeborg de seneste tre måneder, for at se udstillingen Munch og Jorn.

- Det er jo en fantastisk fornemmelse. Nu har vi haft udstillingen i tre måneder, og vi har nået et tal, vi ikke har turdet drømme om, siger museumsdirektør Jacob Thage.

Det er ikke uvant at se Jorn udstillinger på museet i Silkeborg, men denne har alligevel været noget særligt.

- Vi har vist masser af Jorn udstillinger, og nu har vi gjort det på en anden måde og det har været en kæmpe succes. Det er skægt at se det kan lade sig gøre, fortæller Jacob Thage.

Og gæsterne har været glade for besøget.

- Der har generelt været begejstring. De har kunnet se hvad det drejer sig om, hvad vi ville med udstillingen, forklarer Jacob Thage.

De mange besøgende hjælper godt, når der skal tælles antal gæster på et år.

- Det har været rigtig stort for et museum på vores størrelse. Vi har mange besøgende, men det her er jo næsten en fordobling af vores årlige besøgstal på en udstilling. Så det er en helt speciel og dejlig fornemmelse, siger Jacob Thage.