Mor og søn rystede – pludselig var der ild i køkkenet

Meldingen om branden løb ind søndag eftermiddag kort før klokken 16.00. Ingen personer er kommet noget til.

Plantagevej i Silkeborg.
Plantagevej i Silkeborg.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Midtjysk Brand & Redning har søndag eftermiddag slukket en køkkenbrand i en lejlighed på Plantagevej i Silkeborg.

Det fortæller indsatsleder Anders Simonsen til TV MIDTVEST.

- Der var gået ild i en gryde med olie, og flammerne fik hurtigt fat i både emhætten og et skab ved siden af, så der var godt med røg i lejligheden.

Brandvæsnet har færdiggjort slukningsarbejdet på adressen, og ilden nåede ikke at brede sig til andre lejligheder i komplekset.

Brandvæsnet fik hurtigt styr på situationen. 
Brandvæsnet fik hurtigt styr på situationen. 
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Mor og søn var rystede

I lejligheden, der ligger i stueetagen, befandt en mor sig med sin teenagesøn. De kom begge uskadte ud og fik selv slået alarm.

- De var begge to rystede. Det er klart, det var en forskrækkelse for dem. Heldigvis tog politiet sig af dem, mens vi fik efterslukket det sidste, siger Anders Simonsen.

Det er endnu uvist, om de kan overnatte i lejligheden, der har fået en del røgskader.

Lige nu bliver der luftet grundigt ud med ventilatorer, og så er det op til skadesservice at vurdere, om mor og søn må rykke ud i nat.

De øvrige lejligheder er ikke berørte af røgskaderne.