Mindre støj fra Silkeborgmotorvejen: Naboer tror ikke på de nye forbedringer

Vejdirektoratet forsøger at dæmpe støjgenerne ved Silkeborgmotorvejen, men de berørte borgere tror ikke på, at det hjælper noget som helst.

Tre steder på Silkeborgmotorvejen forsøger Vejdirektoratet at mindske støjgenerne.
Tre steder på Silkeborgmotorvejen forsøger Vejdirektoratet at mindske støjgenerne.
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Efter vejdirektoratet har fået lavet nye støjmålinger, er arbejdet med at sætte nye støjvægge op på udvalgte strækninger nu i gang. Men naboerne til motorvejen, der kæmper for at mindske motorvejsstøjen, tvivler på, at de nye tiltag vil gøre en forskel.

- Jeg tror ikke en hel masse på det endnu, men lad os nu se, når det bliver stillet op – det skal da have en chance, siger Erik Rasmussen fra Silkeborg.

Han bor på første parket til motorvejsstøjen, og han er en af dem, de nye støjplader skal hjælpe.

- Vejdirektoratet mener jo, støjen her på min terrasse falder 4 decibel, men der er ikke mange af de beregninger, der har holdt stik indtil nu, siger Erik Rasmussen.

Men nu forsøger Vejdirektoratet altså at afhjælpe den generende støj. Lige nu er arbejdet med det i fuld gang på Skærbækvej, på nordskovbroen hvor de gennemsigtige akrylplader bliver erstattet af nye støjabsorberende plader, og på spunsvæggene på den østlige del af motorvejen som skærer ned gennem Silkeborg by, er der udviklet en helt ny type støjvæg.

- Vi mener egentlig, at vi på den her måde har gjort rigtig meget af det, som der er realistiske at gøre, siger Mike Boesen, der er senior projektleder ved Vejdirektoratet.

Mike Boesen tvivler ikke på, at de nye støjvægge kommer til at virke. Han sætter sin lid til beregningerne.

- Det her er det, vi kan gøre, og som vi mener, vi bør gøre. Det bliver jo aldrig nok, før man har fuldstændig ro herude, og det er jo ikke realistisk at opnå, og det er der nok heller ikke nogen, der forventer, siger han.

Til sommer går Vejdirektoratet også i gang med støjdæmpning ved Funder Kirkeby - her kommer en støjskærm på cirka halvanden kilometers længe og 4 meters højde.

2:56
Her kan du se hele indslaget om støjen fra Silkeborgmotorvejen.