Metalindustrien mangler hænder

Plast- og metalvirksomheden Unika er i akut mangel på arbejdskraft, og faktisk sulter hele metalindustrien efter nye hænder.

Unika_Metalvirksomg.jpg

Metalindustrien hungrer efter arbejdskraft, og det er også tilfældet hos Unika i Ans. Plast- og metalvirksomheden har lige nu seks ubesatte stillinger.

- Det er jo meget frustrerende. Det værste er at sige nej til en ordre, hvor man kunne have tjent nogle penge og holde mange folk i gang, forklarer Unika-direktør Steen Johansen.

Ans-virksomheden mister månedligt 200.000 kr., fordi de seks stillinger er ledige. Derfor kan løsningen ligge i udenlandsk arbejdskraft.

For få uddannede

Men det er ikke kun i Ans, at der mangler faglærte. I Vestjylland er arbejdsløsheden i metalindustrien de seneste fire år faldet fra 10 til to procent.

Ifølge Dansk Industri skyldes faldet især, at efterspørgslen fra både ind- og udland er blevet større, mens antallet af faguddannede halter efter.

- Det er et spørgsmål om, hvorvidt der er uddannede nok. Vi har nogle store generationer, der forlader arbejdsmarkedet, og der skal mange nye til: unge menensker, som søger ind  på de her metaluddanelser, lyder det fra Claus Arberg, der er formand for DI Midt/Vest.

Andre danske metalvirksomheder, der ligesom Unika mangler arbejdskraft, har allerede hentet udenlandsk arbejdskraft.