Meningsmåling viser modstand mod højhus: - Der var det blevet et rungende nej

En folkeafstemning om et højhus i Silkeborg er droppet - det er byggeriet ikke, selvom en meningsmåling viser, at borgerne ikke vil have højhuset.

Lene Fruelund og Steen Vindum er uenige om, hvorvidt højhuset er en god idé.
Lene Fruelund og Steen Vindum er uenige om, hvorvidt højhuset er en god idé.
Foto: TV MIDTVEST

Først var der rekordmange indsigelser, så kom der snak om en folkeafstemning og så blev folkeafstemningen afblæst.

Diskussionen om et nyt, højt byggeri i Silkeborgs bymidte har været på de flestes læber det seneste stykke tid. Nogle ville have byggeriet stoppet, og efter rekordmange indsigelser var der snak om en folkeafstemning. Det forslag blev dog lagt ned på et byrådsmøde i mandags, og derfor stod det fast, at byggeriet kommer op at stå.

En meningsmåling, som Jysk Analyse har lavet for TV MIDTVEST og TV2 ØSTJYLLAND viser dog, at flertallet i Silkeborg Kommune ikke vil have det høje byggeri.

- Der var det blevet et rungende nej, siger Lene Fruelund fra Enhedslisten. Hun er byrådsmedlem i Silkeborg Kommune og en af de fire bagmænd, der stod bag forslaget om en folkeafstemning.

- Så kan man bare konstatere, at jeg er en af flertallet med det synspunkt her. Og så kan det konstateres, at flertallet i byrådet ikke deler holdning med flertallet i befolkningen, fortsætter hun.

Meningsmålingen viser, at 40 procent af de adspurgte i Silkeborg Kommune var imod byggeriet, mens 20 procent var for. De resterende respondenter fordeler sig på 16 procent på ’hverken for eller imod’, fire procent på ’ved ikke’ og de sidste 19 procent på ’kender ikke til byggeriet’.

Indtryk på borgmester

Hele sagen drejer sig om kommunens plan for et nyt byggeri midt i Silkeborg i forbindelse med det tidligere Torvecenter, der lige nu står tomt.

Planen er at bygge et op til 78 meter højt byggeri, men det er altså en sag, som flere har en mening om. Derfor modtog Silkeborg Kommune op mod 1200 indsigelser omkring byggeriet.

En folkeafstemning kommer dog ikke på tale, men det har alligevel gjort indtryk på borgmesteren, Steen Vindum (V), at så mange har tilkendegivet argumenter både for og imod.

- Ja, det gør bestemt indtryk. Vi skal jo helst være i synk med borgerne, siger Steen Vindum, som ikke er overrasket over udfaldet af meningsmålingen.

- Der er ofte stor folkelig modstand mod nye tiltag, men når det så står der, er folk ofte glade for det, siger borgmesteren og nævner p-kælderen under Torvet og omlægningen af Torvet generelt som et eksempel.

- Hvis man kigger på Fredensgård i dag, hvor det gamle Torvecenter står tomt, så er der behov for, at der skal ske noget, siger Steen Vindum.

Byens DNA på spil

For Lene Fruelund har det helt basalt været en sag for hende at gå imod byggeriet, fordi hun mener, at det strider imod Silkeborgs DNA.

Hun kalder det direkte misforstået at placere et så højt byggeri i byen, hvor det skal være naturen, der er i centrum.

- Vi har en by bestående af huse nede ved søen af almindelige patriciervillaer og byggerier i bycentrum på fire til fem etager. Når vi bygger højere end det – og en højde på 22-23 etager – tager det fokus fra det, vi i virkeligheden gerne vil have. Det er er sø og skov - ikke højhuse. Det matcher ikke vores by, argumenterer byrådsmedlemmet fra Enhedslisten.

Derfor ville hun gerne have en folkeafstemning til at afgøre, om høje byggerier overhovedet hører til i Silkeborg.

Men her mener Steen Vindum, at der skal handling til og ikke en afstemning – som han i øvrigt mener ville være helt forkert at lave en folkeafstemning på.

- Vi er nogle andre, der tænker, at vi også skal træffe en beslutning. Det er vi valgt til at gøre. Jeg tror ikke, at vi kan kvalificere beslutningen bedre ved at tage mere debat, end vi har haft. Jeg mener, vi har haft den proces, vi kan, bør og skal, siger Steen Vindum

Borgmesteren fortæller desuden, at en folkeafstemning af en brugbar kvalitet vil koste cirka 1,9 millioner kroner at lave.

Højden til diskussion i nyt forslag

Silkeborg Kommune vil gerne være Danmarks bedste nærdemokrati. For at være det, kræves det, at kommunen træffer beslutninger i tæt samspil mellem borgere, politikere og administrationen.

Her synes Lene Fruelund, at kommunen har fejlet, når meningsmålingen viser, at 40 procent slet ikke vil have det byggeri, som der har været snakket om.

- Så tænker jeg jo, at man netop burde lægge sig ned og sige ”hov, vi har ramt ved siden af det, borgerne ønsker”. Vi er jo i virkeligheden valgt til at repræsentere borgerne. Det kan vi dårligt sige, at vi gør, når vi træffer en beslutning, der er i modstrid med borgerne, siger hun.

Der er dog blevet lyttet, siger Steen Vindum.

Både når det kommer til den generelle højde på byggeriet og højden ud mod Fredensgade. Det er begge steder, hvor borgmesteren tror, at der vil ske ændringer.

- Jeg tror ikke, at højhuset når op i fuld højde. I forhold til forslag, som vi kender det nu, tror jeg, at der vil blive taget noget af højden flere steder, siger Steen Vindum.

En indikation på, hvordan byggeriet kommer til at se ud, kommer muligvis senere mandag.

Her skal Plan- og Vejudvalget i kommunen mødes for at vende projektet forud for den ventede byrådsbeslutning senere på måneden.