Mand ville træne klatring i træ – pludselig holdt der redningsbiler i hele kvarteret

Adskillige udrykningskøretøjer nåede ud til episoden på Hjejlevej i Silkeborg, der dog viste sig at være harmløs.
Adskillige udrykningskøretøjer nåede ud til episoden på Hjejlevej i Silkeborg, der dog viste sig at være harmløs.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En 40-årig mand fra Silkeborg fik lørdag mere opmærksomhed, end han formentlig havde regnet med, da han sidst på formiddagen, med udstyr, klatrede op i et træ på Hjejlevej.

For kort tid efter han nåede op i træet vrimlede det med ikke mindre end to politibiler, tre brandbiler, en indsatsleder og en ambulance i boligkvarteret.

Der blev med andre ord ikke taget nogen chancer, da en bekymret nabo slog alarm.

- Anmelderen forsøgte at berolige manden i toppen af træet, men han var ikke i problemer – og havde det i øvrigt fint. Han var simpelthen ude og klatretræne med sit udstyr, fordi han gerne ville lære det, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkær.

Naboer var bekymrede – men han ventede bare på kæresten             

Opbuddet af udrykningskøretøjer skabte stort postyr i området, mens manden blev i træet i en halv times tid, inden han blev talt ned på jorden igen.

Ifølge politiet klatrede den 40-årige videre, fordi han alligevel ventede på, at kæresten ville komme hjem med en nøgle til parrets lejlighed.  

- Der var ingen fare på færde, og han har ikke gjort noget ulovligt, men vi har efterfølgende taget en snak med ham om, hvordan man opfører sig hensigtsmæssigt i sådan en situation, lyder det fra vagtchefen.