Mand amok på tankstation: Væltede hylder og rullede sig i chips

Circle K i Silkeborg havde lørdag morgen besøg af en ubehagelig gæst, der endte med at blive anholdt af politiet.

Nattevagten på Circle K har fået tilbudt at snakke med en professionel efter en mand gik amok i butikken.
Nattevagten på Circle K har fået tilbudt at snakke med en professionel efter en mand gik amok i butikken.
Foto: TV MIDTVEST (arkiv)

Klokken 5 lørdag morgen fik politiet en alarm fra en tankstation i Silkeborg. På Circle K på Bregnevej var en mand gået amok.

- Han vælter hylder i butikken og kaster rundt med flere varer, og rullede sig rund i alle chipsposerne, fortæller Henrik Nielsen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Overfaldt betjente

Det var butikkens medarbejder, der alarmerede politiet, mens han gemte sig på toilettet. Men heller ikke politiets tilstedeværelse fik manden til at falde til ro.

- Han modsatte sig anholdelsen, og da vi fik han ind på stationen, forsøgte han at sparke en betjent og bed en anden betjent i armen, fortæller Henrik Nielsen.

Den anholdte er en 22-årig mand fra Them, og han var ifølge politiet påvirket, da han gik amok på tankstationen.

- Han er lige nu til afrusning, men bliver formentlig løsladt senere i dag. Han er sigtet for vold og forsøg på vold mod tjenestemand, hærværk i butikken og for at modsætte sig anholdelse, siger Henrik Nielsen.

Professionel hjælp til medarbejder

Circle K’s butikschef Camilla, der ikke ønsker at få sit efternavn frem, fortæller, at den 22-årige mand har ødelagt varer for et par tusinde kroner, og at hans besøg var en voldsom oplevelse.

- Vores nattevagt tog det umiddelbart meget pænt, og han handlede super fint. Men han får også tilbudt at snakke med en professionel om oplevelsen, siger Camilla.