Maholli scorede drømmemål for Silkeborg i uafgjort: - Det går fremad for os

Et langskud med venstrebenet kunne have givet Silkeborg sejren over Esbjerg søndag i Superligaen.

Shkodran Maholli scorede et flot langskudsmål mod Esbjerg søndag i Superligaen.
Shkodran Maholli scorede et flot langskudsmål mod Esbjerg søndag i Superligaen.
Foto: John Randeris / Ritzau - Scanpix

Svenske Shkodran Maholli fra Silkeborg gjorde søndag, hvad han kunne, for at holdets fans kunne have noget at holde glæden oppe med.

For hvad de mangler i sejre i Superligaen fik holdet i går i supermål, da Maholli bankede bolden i kassen mod Esbjerg.

- Det var et ganske fint mål. Jeg får bolden på kanten af feltet, og så knalder jeg den bare ind, fortalte SIF-angriberen til klubbens hjemmeside efter kampen og fortsatte:

- Jeg havde ikke haft et eneste skud i kampen. Og så tænkte jeg, hvad kan der ske ved at prøve? Og så endte den med at gå ind i krydset.

Fremgang for klubben

Silkeborg IF er oprykkere fra 1. Division, og de har ikke fået den bedste start på 2019/2020-sæsonen i Superligaen.

Klubben startede med at tabe fire kampe i træk og lukkede samtidig hele 12 mål ind. Men siden er det blevet bedre.

Det erkender Shkodran Maholli, der dog gerne havde taget sejren søndag mod Esbjerg.

- Når man fører med et kvarter igen, så er det klart, at man gerne ville have haft de tre point. Men vi kunne også godt have tabt til sidst, så vi skal være glade for det ene point. Det går fremad for os, og jeg er sikker på, at vi snart får den første sejr, siger han.

Silkeborg får søndag muligheden for at tage sæsonens første Superliga-sejr.

Det sker, når oprykkerne gæster kronjyderne Randers på Cepheus Park Randers.

Randers kommer ind til opgøret med tre nederlag i landets bedste fodboldrække i træk.