Magnus Mattsson var skadet i 18 måneder og fik angst: Nu bomber han i 1. Division

Magnus Mattsson er godt i gang med at rykke den danske 1. Division rundt med sine hurtige driblinger. 9 mål i 12 kampe og en udtagelse til U21-landsholdet er det blevet til. Det lå dog ikke i kortene, at det var sådan det skulle gå. Forinden denne sæson havde han været ude med skader i 18 måneder, som gav ham angst og et mentalt bjerg at bestige. Han er nu kommet styrket ud på den anden side, og store klubber lurer i kulissen.

Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Af Morten Løvig Nielsen

Til dagens træning et par dage inden topkampen mod Viborg FF i 1. Division har Magnus Mattsson en hvid overtrækstrøje på. Alle de andre har enten en gul på eller slet ikke nogen. Den hvide trøje signalerer, at de andre ikke skal tackle ham for hårdt, da han har nogle problemer med anklen. Han er på skånekost.

Bag dette ligger, at Silkeborg IFs største profil, Magnus Mattsson, for et par måneder siden kom tilbage fra en 18 måneder lang skadespause. Klubben vil ikke risikere at skulle undvære den talentfulde midtbanespiller igen, der har scoret 9 mål på 12 kampe for den midtjyske klub i denne sæson.

Skadesproblemerne begyndte i det tidlige forår 2019, hvor lysken begyndte at drille. Den på det tidspunkt 19-årige silkeborgenser havde lige fået debut på U21-Landsholdet, og var blevet kåret til årets spiller i Silkeborg IF.

- Jeg døjede med den lyskeskade i rigtig lang tid, og det var den værste skade, jeg har haft. Det gik op og ned. Den ene dag gjorde det ondt og ugen efter, gjorde det ikke. Så prøvede jeg at træne med, og så gjorde det ondt igen. Det var sådan en skade, vi ikke kunne lave en plan for. Den levede lidt sit eget liv, så det var virkelig frustrerende.

Lyskeskaden holdt den unge dribler ude i et halvt år, og da han kom tilbage, var holdet rykket op i Superligaen, og den fremadstormende Mattsson var klar til at drible sig i fodbolddanskernes bevidsthed.

På en mandag i september 2019 skulle han gøre comeback i en kamp mod OB.

- Jeg var endelig kommet mig over lyskeskaden, og det gjorde ikke ondt mere. Jeg havde snakket med Kent (Nielsen, cheftræner), om jeg skulle spille den kamp mod OB, hvor jeg sagde, at jeg gerne lige ville have en uge mere, fordi der var lige nogle ting, jeg gerne ville være fuldt klar til. Så i stedet for at spille kampen trænede jeg med U19-holdet for at holde mig i gang. Der vrider jeg om på mit knæ og sprænger korsbåndet. Jeg havde været ude med så frustrerende en skade, som jeg ikke har kunnet komme over, og så da jeg endelig kommer over den, så var det som at få en kold spand vand i hovedet.

Sæsonen var forbi, inden den overhovedet var gået i gang.

Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Døjede med angst og gik til psykolog

Et overrevet korsbånd, den måske mest frygtede skade blandt sportsfolk. Det føltes dog ikke alvorligt i første omgang for Magnus Mattsson.

- I ugen efter episoden syntes jeg egentlig, at det gik fint. Jeg kunne næsten strække knæet helt, så jeg havde nok bare pebet lidt igen, troede jeg. Efter den uge kom jeg indtil vores læge Kasper, der så fortalte, at korsbåndet var røget. Der føler jeg, at hele min verden ramler sammen, for nu har jeg været igennem så langt et forløb og nu skal jeg igennem et endnu længere forløb, og jeg tænkte bare de værste tanker. Jeg kunne ikke stoppe med at græde. Det var virkelig hårdt. Jeg tænkte på, om jeg nogensinde kommer til at spille fodbold igen.

Det betød 18 måneder væk fra fodboldbanen, som ubarmhjertigt blev revet væk fra Magnus Mattsson på få øjeblikke.

Det ene øjeblik var han et stort talent. Det næste øjeblik var han en fodboldspiller, der ikke kunne spille fodbold. Den eneste bold, den unge midtbanespiller kunne drible med i flere måneder, var den oppustelige gymnastikbold. Den længste distance, han kunne humpe, var fra sengen på drengeværelset til mors køleskab i køkkenet.

- Den mentale del er især hård, når man ikke har det der fællesskab ude på banen. Man glemmer nogle gange, at man er fodboldspiller, fordi man ikke kan få lov til at spille fodbold. Det eneste, jeg kunne, var at gå. Det var nok det hårdeste ikke at føle sig som fodboldspiller. Der var mange dage, hvor jeg var oppe i styrkelokalet og var helt alene, og det eneste, jeg kunne kigge på ud ad vinduet, var den pissekedelige parkeringsplads, som var den, jeg havde kigget på de sidste 30 dage.

Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Magnus Mattsson er fodbolddreng helt ind i hjertet. Det kan man se, når han til træning lige skal røre samtlige bolde, han går forbi, og tage et par jongleringer med dem. Han kan bare ikke lade være.

Fodbold har altid været silkeborgenserens frirum, når der har været udfordringer derhjemme eller i skolen. Men i de 18 måneder var der ingen steder at flygte hen end hans eget hoved, hvor pladsen for alle mennesker er trang.

- Jeg har døjet med en masse ting - også i privaten med familien, som fyldte en del, hvor jeg ikke kunne få lov til at spille fodbold og have det frirum. De tanker overlappede hinanden, så der var en periode, hvor jeg ikke havde det særlig godt mentalt. Jeg døjede med nogle angstoplevelser, hvor jeg enkelte gange havde rysten og hjertebanken, som jeg ikke har haft det særlig godt med, men som jeg ikke har haft nogle problemer med at snakke om. Det skete en gang i mellem, men så var jeg hurtig til at søge hjælp.

1:11
Magnus Mattsson fortæller om perioden, hvor han var skadet, og om hvor vigtigt det er at få hjælp, hvis man ikke har det mentalt godt.

Gennem sin skadesperiode talte Magnus Mattsson med en psykolog, der hjalp ham gennem hans livs hårdeste periode. Den unge fodboldspiller tror, at mange af hans med- og modspillere kunne have gavn af psykologhjælp.

- Jeg tror, at fodboldverden er en machoverden, hvor man ikke skal vise følelser. Men det synes jeg, at man skal være pisseligeglad med, fordi det vigtigste er, at man har det godt. Jeg tror, at hvis man står frem og siger, at man ikke har det godt, så tror jeg, at de fleste har forståelse for det. Man bygger nok lidt en historie i sit hoved om, at det er pinligt eller mærkeligt, at man ikke har det godt, og det er det overhovedet ikke. Det mentale helbred er en meget overset del i det at være fodboldspiller. Jeg er overhovedet ikke bange for at sige, at jeg har haft det dårligt.

Foto: Privatfoto

Musikken blev en redning

Ved siden af den professionelle fodboldkarriere laver Magnus Mattsson musik. Selvom han efter eget udsagn ikke rigtig kan spille klaver eller keyboard, så sidder han alligevel ofte ved sin computer med et musikprogram åbent, mens han trykker på tangenter på sine to keyboards.

Og det går faktisk rigtig godt. Foreløbigt har han afsat nogle beats til amerikanske rappere, produceret musik til Silkeborg IFs og Spillerforeningens promotion og lavet musik til en Hollandsk fanplatform. Det nyeste skud på musikstammen er filmmusik. Sammen med en ven laver han underlægningsmusik, der skal understøtte stemninger i film og tv-serier.

Alt dette foregår i en krog på hans drengeværelse. Langt væk fra fodboldbanen. Her er det nogle helt andre kompetencer, han putter i spil. Musikken hjalp også unge Mattsson i perioden, hvor han ikke kunne lave det, han alle helst ville i hele verden – at spille fodbold.

- Når alt drejer sig om fodbold, så tager det hårdt på en, når man ikke kan spille fodbold. Når man ser ens hold spille eller bare ser en superliga-kamp, så var det rart, at jeg kunne trække op på værelset, tænde for keyboardet og højtalerne og så bare lave noget musik og komme væk fra det hele. Det hjalp mig meget, at jeg kunne tage et andet sted hen i mit hoved og komme væk fra de dårlige tanker. Det har været helt vildt givende for mig og et kæmpe frirum, og jeg kan kun anbefale det til andre fodboldspillere at få sig en hobby. Jeg tror, at det er utrolig vigtigt at have noget andet at gå op i end kun fodbold.

Magnus Mattsson begyndte at lave musik, da han gik på Silkeborg Efterskole. Sammen med sine efterskolekammerater hentede han det gratis musikprogram GarageBand. Et begynderprogram indenfor musikproduktion. De lavede bare musik for sjovs skyld, og nu er det en form for sidegesjæft for fodboldspilleren, der gennem ihærdighed og ikke mindst YouTube-videoer har lært sig selv at lave musik.

- Jeg har stadig nogle af mine første beats liggende, og det lyder horribelt, men det er sjovt at se, hvor langt man komme på nogle få år. Jeg gik på et tidspunkt til klaver i tre måneder, hvor man fokuserede på at spille noder og klassisk klaver. Det mistede jeg hurtigt interessen for. Jeg syntes, det var pisse kedeligt, for at være ærlig. Jeg vil hellere bare sidde ved keyboardet og finde på sjove ideer og melodier uden nødvendigvis at kunne spille de rigtige tonearter eller de rigtige akkorder. Så længe det lyder godt, så er det ikke så vigtigt, om man kan noderne eller ej.

Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Som en ko på græs

Med hjælp fra en psykolog og fra musikken kunne Magnus Mattsson se lys for enden af tunnellen. Han kunne faktisk se enden af tunnelen hele tiden, selvom den var langt væk.

- Jeg prøvede hurtigt at få de negative tanker vendt om, for vi havde en plan med mit knæ. Der gik 10-12 måneder, og efter tre måneder skulle jeg for eksempel løbe lidt. Det var slet ikke ligesom lyskeskaden, hvor der var en ny udvikling hver uge. Her var der en plan, og det er sket for mange andre før, så jeg skulle nok komme tilbage. Det fandt jeg ro i.

Planen gik præcist, som den skulle. Ikke for hurtigt og ikke for langsomt. Efter tre måneder begyndte fodboldspilleren at løbe lidt igen. Efter seks måneder kom der bold med, og han kunne være lidt mere eksplosiv.


- Jeg kunne huske den dag, jeg kom ud at løbe igen. Det var den fedeste dag i hele forløbet. Så fik jeg også bolden igen og kunne føle lidt, at jeg var en fodboldspiller igen. Så kan det godt være, at der var seks måneder til, at jeg kunne spille igen, men det at have bolden ved fødderne gjorde bare, at det hele kom til at gå lidt hurtigere. Når jeg vågnede hver morgen, glædede jeg mig helt vildt til at komme ud. Det er ligesom, når man lukker køerne ud på græs. Jeg var næsten lykkelig den gang, jeg fik lov at komme ud på banen igen.

Men 18 måneder på sidelinjen er ikke let, når man ser flere og flere unge spillere komme op på holdet og prøve sig af i Superligaen, mens Mattsson selv prøvede kræfter med squatøvelser i styrkelokalet. Så han satte sig et klart mål. Han skulle være endnu bedre, end han var før skaden.

- Man hører mange fodboldspillere sige, at de kommer stærkere tilbage. Det er bare meget sjældent, de gør det. Så tænkte jeg, at sådan skal det ikke være med Magnus Mattsson. Jeg skal være oppe i styrkelokalet, træne rigtig hårdt og have fokus på, at når jeg kommer tilbage, så er jeg endnu bedre. Det skal ikke være sådan, at jeg har en undskyldning for at lave noget dårligt. Jeg har stillet et højt krav til mig selv, for jeg gad ikke være den, der kom tilbage og skulle bruge et halvt år på at spille sig varm.

Magnus Mattsson behøvede ingen lang indkøringsperiode. I hans første officielle kamp efter sin skadespause scorede han to mål, da Silkeborg IF mødte den lille serie 2-klub St. Restrup IF i en pokalkamp den 3. september i år.

- Det var helt vildt fedt. Inden kampen gik jeg meget og tænkte over, at det var den første officielle kamp, og hvordan jeg stod. At jeg så kunne få lov til at score to mål og mærke, at jeg stadig var god til det, var en kæmpe forløsning, og jeg var så glad bagefter.

Magnus Mattsson foran det store billede, som er det første man mødes af, når man træder ind på JYSK Park. På billedet ses Robert Skov, der i dag spiller i Hoffenheim i den tyske Bundesliga.
Magnus Mattsson foran det store billede, som er det første man mødes af, når man træder ind på JYSK Park. På billedet ses Robert Skov, der i dag spiller i Hoffenheim i den tyske Bundesliga.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

#RevengeSeason

Det var en flyvende start fra Mattsson, der ikke har set sig tilbage siden. Et mål mere blev det til i pokalturneringen, mens han har scoret ni mål i 1. Division. Han er topscorer på sit hold, og delt topscorer i 1. Division og endda som midtbanespiller. Kongen af Silkeborg kan man næsten kalde ham, selvom hans unge udseende og lange lyse lokker mest af alt minder om en prins.

Siden skaden har han ikke set sig tilbage eller frygtet, at han pludselig skulle blive skadet igen, og det har ifølge spilleren selv, været en af grundene til hans succes.

- Jeg lavede en aftale med mig selv om, at nu handlede det bare om at spille fodbold og være professionel. Det skulle ikke handle om, at jeg skulle være forsigtig eller passe på mig selv. Det var bare fuld musik derudad, og hvis det ikke går, så er det sådan, det er. Det kan ikke nytte noget at have en plan b i lommen og kun gå 80 procent ind i det. Jeg tror også, at det er derfor, at det er gået så godt.

Den unge dribler har fundet motivation i basketballspilleren Lebron James, der er en af verdens bedste indenfor sporten. Basketballspilleren lavede inden forrige sæson et hashtag på sin instagram-konto kaldet #RevengeSeason, hvilket oversat til dansk betyder ’hævn-sæson’.

Det er dog ikke personer, der skal tages hævn over. Da Mattsson blev korsbåndsskadet, tog han hashtagget og brugte det på sin egen instagram-konto. Det motiverede ham til at kæmpe sig gennem skaden, så han bagefter kunne vise, at han stadig kan spille bold.

- Jeg ville lukke det kapitel og vise for mig selv især, at jeg ikke er en evigt skadet spiller, og at jeg ikke kommer i glemmebogen. Folk laver også forskellige kommentarer til opslag på sociale medier. Der var en, der havde skrevet, at det var den karriere, at min karriere var slut. Der tænkte jeg bare ”Fuck mand. Det er den virkelig ikke!” Den gang var der nok 12 måneder, til jeg kunne spille igen, men allerede der glædede jeg til at kunne vise, at det ikke var den karriere, og min karriere nok skal blive lang og god. Det har jeg bare brugt som ild på bålet, så jeg kunne modbevise dem, der skriver sådan noget.

Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Kontraktstatus

Efter nedrykningen til 1. Division står målet nu skrevet med store fede blokbogstaver: Oprykning. Intet andet er godkendt, fortæller Magnus Mattsson.

Men en mulig oprykning kan også vise sig at være det sidste, som silkeborgenseren går i gennem med barndomsklubben. Til sommer udløber Mattssons kontrakt, og hvis den ikke bliver fornyet, så står 1. Divisionsprofilen fri til at finde sig en ny klub ganske gratis.

Allerede fra januar kan Mattsson og hans agent forhandle med andre klubber om en fremtidig kontrakt. Dermed har Silkeborg IF kun en lille måned til at forlænge kontrakten med deres guldfugl, før større klubber vil forsøge at slå kløerne i ham.

- Mig og min agent har altid haft en god dialog med Silkeborg. Der bliver snakket frem og tilbage, og alt er som det skal være, så er spørgsmålet bare om de to ender kan mødes, men jeg er fortrøstningsfuld. Jeg ønsker også, at det skal være godt for Silkeborg, ligesom det også skal være godt for mig, og jeg vil gerne om ti år kunne vende tilbage til Silkeborg og være gode venner med alle dem, der er her i klubben, fortæller Mattsson forsigtigt, mens han ikke vil komme ind på detaljerne i forhandlingerne.

Magnus Mattssons karriere
2017/18 - Silkeborg i Superligaen18 kampe, 1 mål, 1 assists
2018/19 - Silkeborg i 1. Division20 kampe, 6 mål, 5 assists
2019/20 - Silkeborg i SuperligaenSkadet hele sæsonen
2020/21 - Silkeborg i 1. Division12 kampe, 9 mål, 1 assists


Silkeborg har et meget ungt hold. Den ældste spiller er 25 år gammel, gennemsnitsalderen er 22 år, og kun 21-årige Mattsson hører til blandt de ældre, når de spiller ung mod gammel. Derfor er han ikke bare spillemæssigt en profil, han er også en af de rutinerede spillere.

Med et stadig stort udviklingspotentiale og høj salgspris i fremtiden er det svært at se grunde til, hvorfor Silkeborg endnu ikke har fået papir på topscoreren. Det tyder da også på, at Silkeborg forsøger ihærdigt.

- Hvis man er en god spiller, det sted man er, så tror jeg også, at ens klub vil gøre rigtig meget for at beholde en. Jeg fornemmer, at Silkeborg vil mig, og jeg vil også gerne blive her og få lov til at rykke op, men det skal bare give mening for begge parter, og nu ser vi, hvor vi ender henne. Jeg har altid været glad for Silkeborg.

Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Med hans skadeshistorik i mente, vil han ikke sætte sig for store mål, hvad angår en kommende transfer. I første omgang nyder han bare at spille fodbold igen.

- Hvor jeg er lige nu, så bruger jeg ikke så lang tid på at tænke fremad, for jeg ved hvor hurtigt, det kan vende og hvor hurtigt, man kan blive glad for, at det går godt, og pludselig kan man blive skadet. Jeg tager en dag ad gangen og håber, at jeg kan få lov til at spille hele sæsonen ud, som jeg ikke har gjort i rigtig mange år. Det ville gøre mig glad og stolt, hvis jeg kunne få lov til at fuldføre en sæson fra sommer til sommer.

Mattsson selv vil ikke kommentere på, hvad det er for nogle ting, som klubben og agenten forhandler om. Tidligere har Silkeborg solgt spillere for en god sum penge til større klubber. Blandt andet Robert Skov, der røg til FC København for omkring 7,5 millioner kroner.

For begge parter er det et ønskescenarie, at Mattsson kunne forlade Silkeborg, der kunne få nogle penge tilbage. Men som kontraktsituationen er nu, bliver det ikke tilfældet.

En ting er sikkert i denne sag, og det er, at Magnus Mattsson har ambitioner om at have niveau til mere end Silkeborg.

- Jeg håber da, at jeg kan gøre det så godt, at jeg engang kan komme til at spille på en højere hylde. Det tror jeg de fleste fodboldspillere går og drømmer om. Det skal være en klub, hvor jeg kan se mig selv spillemæssigt, og hvor jeg kan prioritere fodbolden. Det vægter højere end penge for mig. Jeg har det stadig godt i Silkeborg, og forhåbentlig kan jeg gøre det så godt, at jeg en eller anden dag kan spille på en større hylde.

I skrivende stund er Silkeborg på en fjerdeplads i 1. Division, efter at de senest tabte 1-0 til topholdet fra Viborg FF. Næste kamp er søndag den 6. december på udebane mod Vendsyssel.

Billederne i denne artikel er taget af Morten Løvig Nielsen, John Randeris/Ritzau Scanpix og privatfoto venligst udlånt af Magnus Mattsson.