Mads Rørvig får chefstilling i Finansrådet

Tidligere folketingsmedlem, Mads Rørvig, bliver chef i en nyoprettet afdeling i Finansrådet.

Det lykkedes ikke for Venstre-politikeren Mads Rørvig at blive genvalgt til Folketinget, da der var valg i juni. Nu har han til gengæld fået en ny stilling: Fra 1. november skal han være chef i den nye afdeling, Public Relations, i Finansrådet.

"Jeg glæder mig meget til de nye udfordringer i Finansrådet. Mit nye job vil kræve mit fulde fokus, og derfor fortsætter jeg ikke som folketingskandidat," siger Mads Rørvig i en pressemeddelelse.

Mads Rørvig er opvokset i Kjellerup og var valgt til Folketinget for Silkeborg i Vestjyllands Storkreds. Her var han formand for Folketingets Skatteudvalg.

Han har tidligere været ansat i finanssektoren, hvor han nu igen indtræder. Finansrådet er interesseorganisation for landets banker, sparekasser, andelskasser og danske filialer af udenlandske banker.