Lyserøde cykler skal sikre cyklister

Nye symboler i Silkeborgs første cykelgade skal medvirke til få bilisternes fart længere ned.

cykel
Foto: Silkeborg Kommune

14 styk lyserøde cykler skal øge opmærksomheden på, at cyklisterne har fortrinsret. Det er i første omgang på Smedebakken, som er Silkeborgs første cykelgade. Det er en del af kommunens cykelhandlingsplan, som skal gøre det mere attraktivt at være cyklist i byen.  

Cykelsymbolerne bliver brændt på asfalten, og er knap to meter brede. Smedebakken har i fem måneder været cykelgade, hvor man kun må køre 30 kilometer i timen.

- Forhåbentlig kan det give en mere tryg skolevej for elever, som cykler til Langsøskolen, siger formand for Vej- og Trafikudvalget Frank Borch-Olsen (K).

Smedebakken er den første cykelgade i Silkeborg, men der er ifølge vej- og trafikudvalgsformanden flere på vej.