Litauer anholdt i sommerhus: - Der var varer for 80.000 kroner

En 24-årig mand fra Litauen er mistænkt for at have stjålet varerne.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

Robotplæneklippere, støvsugere, kaffemaskiner, værktøj, ure, tøj og deodoranter. Alt sammen i original indpakning og til en anslået værdi på 80.000 kroner.

Det var, hvad politiet fandt i et sommerhus ved Ans lørdag middag, efter et vidne slog alarm.

- Vi fik meldingen fra en rengøringsdame, der synes, det så noget mistænkeligt ud, da hun fik øje på en mand, der gik rundt med en masse varer i et sommerhus, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

- Det viste sig at være en 24-årig mand fra Litauen, som vi anholdt klokken 12.35. Han er nu sigtet for at være i besiddelse af tyvekoster. Med den mængde varer, han havde i sommerhuset, er vi ret sikre på, det ikke var til eget forbrug, for der var varer for 80.000 kroner, forklarer han.

Måtte tilkalde ekstra bil: Havde ikke plads til tyvekoster

Fangsten var faktisk så stor, at patruljen på stedet var nødt til at tilkalde assistance.

- Vores patrulje kunne simpelthen ikke have alle varerne med, så vi måtte ringe efter en bil mere, så vi kunne få fjernet tyvekosterne, siger Jens Claumarch.

Politiet vil nu undersøge, om varerne er stjålet i butikker eller på internettet via misbrugte kreditkort.

Den 24-årige litauer bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndag formiddag.