Lars Bak udtaget til VM

Lars Bak fra Silkeborg er kommet med på det hold, der skal kæmpe om medaljer ved cykel-VM på landevej senere i september.

Lars Bak_0.jpg

Lars Bak er kommet med på det hold, der skal kæmpe om medaljer ved cykel-VM på landevej senere i september.

Sportschef i Danmarks Cykle Union (DCU) Lars Bonde har onsdag udtaget de i alt syv danske ryttere, som til september skal repræsentere de danske farver ved VM i Richmond i USA.

Seks ryttere er udtaget til VM-landevejsløbet, der køres 27. september over 259,2 kilometer.

Navnene tæller Lars Bak (Lotto-Soudal), Jakob Fuglsang (Astana) og de fire Tinkoff-Saxo-ryttere Michael Mørkøv, Christopher Juul Jensen, Michael Valgren og Matti Breschel.

Om den danske trup-sammensætning og ambitionerne i drømmenes land, siger Lars Bonde:

- Jeg glæder mig over igen at kunne præsentere et fantastisk VM-hold, hvor blandingen af rutine og talent gerne skulle give os en mulighed for at være synlige igennem hele VM-løbets afgørende momenter.

Han fortæller også, at årets udtagelse har været en af de sværeste i næsten 10 år.

- Det har været det sværeste hold at udtage, siden jeg blev landstræner for eliten i 2007. Det kan man også se på kvaliteten af de ryttere, der ikke kom med denne gang, siger Bonde.

Han har blandt andre set bort fra Magnus Cort og Rasmus Guldhammer i denne omgang. Og der er heller ikke blevet plads til den danske mester Chris Anker Sørensen.

Sportschefen har også udtaget Christopher Juul Jensen til VM-enkeltstarten, og han suppleres her af Rasmus Quaade (Cult Energy), der køres 23. september over 53 kilometer.

Årets landevejs-VM i Richmond køres fra 19. til 27. september.

/ritzau/