Lægemidler misbruges blandt unge: - Vi ser det jævnligt

Der kan være flere forskellige årsager til, at unge begynder at eksperimentere med stoffer. En af dem kan være for at være med i fællesskabet.

Palle Havskov er funktionsleder ved Socialpsykiatri og Rusmidler i Silkeborg Kommune
Palle Havskov er funktionsleder ved Socialpsykiatri og Rusmidler i Silkeborg Kommune
Foto: Jesper Thomsen, TV MIDTVEST

Da to unge mænd døde i Silkeborg i weekenden, var der formentlig tale om en overdosis af medicinpræparatet Doltard.

Doltard er baseret på morfin, og netop produkter, der indeholder morfin, bliver set mere og mere blandt unge. Det fortæller Palle Havskov, der er funktionsleder på Socialpsykiatri og Rusmidler i Silkeborg Kommune.

- Det gør vi helt sikkert. Vi ser unge, som tager mange forskellige ting. Det er ikke kun morfinpræparaterne. Det er fortrinsvis hash, men vi ser også unge, der tager kokain og amfetamin, men lægemidlerne er ved at komme mere på banen, vil jeg sige. Det er ikke flertallet af unge, der bruger den slags midler, men vi ser det jævnligt, siger han.

Palle Havskov ved fra nogle af de unge, der er i samtaleforløb hos Socialpsykiatri og Rusmidler i Silkeborg Kommune, at det ikke var et engangstilfælde, at de to unge mænd døde efter indtag af et morfinpræparat.

Nogle stoffer sælges i sæt

Det vides ikke, hvordan de to unge, der døde i Silkeborg, har fået fat i stoffet Doltard.

Palle Havskov fortæller, at de i Silkeborg har kendskab til, at stoffer nogle gange sælges, så der både er noget, der kan få en op i humør og ned på jorden igen.

- Vi har set, at der bliver solgt såkaldte ’sæt’, hvor der bliver solgt en ’upper’, som kokain’, og så en ’downer’, som for eksempel kunne være morfin, til at få en ned igen, når tingene kører for stærkt. Det kan blive solgt i sæt. Det er i hvert fald, hvad nogle af de unge her i huset har fortalt om. Det kan være sådan noget, der er sket, siger han.

Tal med de unge

Hvis man som forældre til en ung har mistanke om, at vedkommende enten er eller er på vej ud i et misbrug, så har Palle Havskov et helt klart råd.

Tal med dem.

- Det allervigtigste er at snakke med de unge og få en virkelig god dialog med dem. Det hjælper ikke noget at fortælle, hvor skabet skal stå. Man er nødt til at skal have snakket og fortælle den unge, hvorfor man er bekymret – få den unge til at fortælle, hvordan han eller hun har det i sin hverdag og om, hvilket forhold vedkommende har til stoffer. Få dem til at snakke om det og have et tillidsfuldt forhold, for det skaber konflikter at konfrontere sine børn med ting, man er bekymret for. Men der er kun dialogens vej, siger Palle Havskov.