Koldt vejr tvinger bæravler op om natten: Må redde sine planter med særlig arbejdsmetode

De seneste dages kolde nætter går udover søvnen for en bæravler i Kjellerup, der må op om natten for at sikre sine planters overlevelse.

Lars Madsen, Ømosebær.
Lars Madsen, Ømosebær.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Du kender det måske som haveejer. Foråret får haven til at blomstre, og bedst som det hele spirrer, kommer de kolde nætter med frostvejr og gør betingelserne hårde.

Men det er trods alt nok de færreste, der står op midt om natten for at gøre noget ved problemet.

Det gør de hos Ømosebær ved Kjellerup. Her er de ganske enkelt nødt til at tage kampen op mod nattefrosten, hvis årets høst af bær skal blive til noget.

- Vækkeuret ringede klokken 00.20 i nat, siger Lars Madsen, der er indehaver af Ømosebær.

Fra midnatstid til solopgang hjælper han sine bærplanter gennem frostvejret med en særlig teknik, der inkluderer blæsere og vandsprøjte. Alt sammen beskytter det planterne, så der ikke opstår frostskader.

-  Vi har en sensor på blæserne, der er stillet til to grader. Ryger temperaturen under, så starter de.

- Herefter sprøjter vi vand på planterne, for at forhindre dem i at lave en fordampning. For i det øjeblik, de gør det, og vi er under frysepunktet, så kommer der skader på planterne. Blæserne laver cirkulation i luften, og vandet glaserer og giver dermed en isolerende hinde over blomsterne, lyder det fra Lars Madsen.

Solopgang gør sliddet det hele værd

Det lyder måske som meget at gøre ud af det. Men bare fem minutters frost kan ødelægge de nye skud i planterækkerne, der tæller alt fra jordbær, blåbær og brombær.

Så med kolde temperaturer på Kjellerup-egnen de seneste tre nætter i streg er det fast arbejde at bringe planterne sikkert mod sommervarmen.  

- Det er ikke så sjovt klokken 00.20, når man ved, man har seks timer foran sig. Men når man så ser solopgangen, så er det pludselig det hele værd, siger Lars Madsen.

- Og det nytter noget, at vi gør det her. Det er den mulighed, vi har for at løse problemet.

Arbejdsmetoden kan strække sig helt til juni, såfremt nætterne fortsætter med at være kolde.

De første bær, der bliver modne, er jordbærrene. Dem forventer Ømosebær at have plukkeklar om en lille måneds tid.

0:37
Se her, hvordan det går til, når bærrene sikres.