Kasper Dolberg får debut: Det er jeg glad for at høre

Ajax-angriberen Kasper Dolberg får debut i en af de to kommende landskampe for Danmark.

Kasper Dolberg
Foto: Silkeborg IF

Det bliver enten i VM-kvalifikationskampen hjemme mod Kasakhstan på fredag eller fire dage senere i testkampen ude mod Tjekkiet.

- Jeg tror helt sikkert, at jeg bringer Dolberg i spil i mindst en af de to kampe, siger landstræner Åge Hareide.

- Han har leveret nogle fantastiske præstationer. Han er en ung dreng, som svinger lidt. Det gør de unge drenge, inden de får stabilitet. Men han har et fantastisk potentiale.

- Vi skal ikke eksperimentere så meget mod Kasakhstan. Det gør vi heller ikke, siger landstræneren.

Dermed er Dolberg lovet en meget tidlig debut i en alder af bare 19 år.

- Det er jeg selvfølgelig glad for. Jeg har ikke selv snakket med træneren endnu, så det er jeg glad for at høre. Og det er noget, jeg ser frem til, siger Dolberg.

Selv om det er mest realistisk med spilletid mod tjekkerne, så melder Dolberg sig også klar til fredagens noget vigtigere opgør.

- Jeg håber, jeg allerede kan spille en rolle i kampen mod Kasakhstan, men jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg står, og hvad jeg skal regne med.

- Så er der selvfølgelig kampen mod Tjekkiet, som jeg tænker, at jeg måske har større mulighed for at få spilletid i, siger Dolberg.

Spilletid i begge kampe og en startplads mod Tjekkiet er også en mulighed.

- Det vil komme bag på mig, men det kunne være rigtigt fedt, siger angriberen.

Dolberg er ydmyg omkring det hele og vil helst ikke omtales som den, der skal ind og vinde VM-kvalifikationskampen for Danmark. Han vil bare lade fødderne tale.

- Jeg ved ikke, om det er mig, der skal komme ind og lave det helt store om. Hvis træneren mener, jeg kan bidrage med noget, så sætter han mig ind.

- Hvis jeg kommer ind, så skal bare spille, som jeg plejer at gøre, siger han.

Dolberg scorede senest et flot mål i torsdagens Europa League-kamp mod Celta Vigo, hvor han snød en forsvarsspiller ved at spille bolden rundt om ham og dernæst kom helt fri til en klinisk scoring.

- Oftest er det meget instinktivt det hele. Det var det også der, fortæller Dolberg.

Efterfølgende var han afdæmpet i sin jubelscene, hvor han blot løb ned til sin egen banehalvdel for at spille videre. Der var ikke noget med glidende knæ på græstæppet foran fansene.

- Det har jeg aldrig rigtigt gjort. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg følte ikke, at kampen var afgjort.

- For mig handler det om at komme ned og stå igen og score det næste mål og sørge for, at modstanderen ikke scorer. Det falder mig mest naturligt, forklarer Dolberg.