Karim voksede op i en flygtningelejr: Nu drømmer han om at leve af sine naturbilleder

Den danske natur har en ganske særlig betydning for Karim Qubadi. Han elsker at fotografere den – og især svampene.

Vi kender dem alle sammen. Når man går tur i den danske natur, så er det svært at overse de mange små og store svampe.

Men hvor mange af os ikke tænker nærmere over det, så er de for 41-årige Karim Qubadi fra Silkeborg inspiration og ofte en del af hans kunst.

Han er nemlig naturfotograf, og netop svampene og naturen omkring dem spiller en stor rolle på hans billeder.

- Når folk kigger på mine billeder, så har jeg plantet noget kærlighed til naturen i deres hjerter.

Glemmer fortiden

Karim Qubadi kom til Danmark for 20 år siden på flugt fra krigen i Irak, hvor han voksede op i en flygtningelejr.

Han har fotograferet siden 2005, og på Facebook har han nu 36.000 følgere, der holder øje med de naturbilleder, han lægger op.

- Når jeg ser på de billeder, jeg tager, og i den tid, hvor jeg har travlt med at fotografere, så glemmer jeg alle de flashbacks, jeg har, siger han.

Men han kan ikke leve af sine billeder. Han er på kontanthjælp, men han håber, det kan ændre sig.

- Jeg vil være en professionel fotograf i fremtiden, hvor jeg har min egen butik som selvstændig og sælger mine billeder, slår han fast.