Grin fjerner barrierer: Politiet spiller ishockeykamp mod elever

Politiet i Silkeborg inviterer én gang om året en gruppe skoleelever ud til at spille mod dem i ishockey.

ishockey
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Der er mange måder, hvorpå man kan komme i øjenhøjde med børn og unge. Én af måderne er at spille ishockey med dem.

Det er grunden til, at lokalpolitiet Silkeborg igen i år har udfordret en gruppe elever fra FGU, det tidligere produktionsskole, i en ishockeykamp.

- Vi synes faktisk, at når vi er færdige med kampen, så kan vi mærke, at den politidistance, der kan komme mellem elever og politi, er meget mindre, siger Jesper Bang, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg.

Han er en del af afdelingen Forebyggelse, Nærhed og Tryghed. For otte år siden startede de med at komme på den daværende produktionsskole en time hver 14. dag, og sidste år tog de det så skridtet videre og bød de unge på en duel.

- Vi kunne mærke, at det gav en relation til de unge, for vi var ligeværdige, når man fik alt det ishockeyudstyr på, siger Jesper Bang.

Godt givet ud

Målet med hele ishockeyballaden er, at politiet ønsker at komme mere i øjenhøjde med de unge, så de i højere grad føler, at de kan gå til politiet, når de har problemer.

- Når vi så mødes en anden gang, så vil de sige, ”hold da op, Jesper, hvor var du ringe til at stå skøjter”  eller ”fedt mål, I lavede” eller ”ej, hvor var det ærgerligt, I vandt”. Vi kan drille hinanden lidt og være lidt sarkastiske. Alle kan grine, og når man kan grine, er der ikke nogen barrierer, siger Jesper Bang.

Lytter man til de unge, lader det da også til, at kampene mellem politiet og eleverne hjælper på relationen.

- Sådan noget som det her kan få politiets ry op hos de unge. Der er mange unge, der synes, de er nogle værre idioter, så sådan noget her kan få folk til, at synes godt om dem, siger Ümit Wahab, der er elev på FGU.

- Jeg har kun mødt politiet ude i byen, så det er jo noget helt andet at se dem her, siger Simon Hoejrup Totland, der også går på FGU.

- Jeg synes, det er rigtig fedt, at vi kan få lov til at spille mod dem og se en anden side af dem. Det er rigtig fedt, at de gider, siger Frederik Sanslev Kristensen.

Politiet håber ikke på, at ishockeykampene kan skabe mirakler. Mindre kan nemlig også gøre det.

- Man kan sige, at kan vi bare redde en ung fra det dårlige liv, så er det jo pengene værd, siger Jesper Bang.

Det var for andet år i træk politiet, der løb med sejren.