Indbrud hos frisør i Kjellerup

Natten mellem torsdag og fredag brød en gerningsmand ind hos frisør L.U.X. Styling i Kjellerup.

L.U.X. Styling

Lidt efter klokken 1.00 natten mellem torsdag og fredag blev indgangsdøren til L.U.X. Styling i Kjellerup smadret. Et vidne hørte braget og så kort efter en hætteklædt mand sætte sig ind i en ventende bil, der kørte i retningen mod Viborg.

Store ødelæggelser

I dag har indehaveren af frisørsalonen gjort skaderne op efter indbruddet.

- De har stjålet lidt produkter, men de har mere brugt tid på at trampet på ting, hive ledninger ud af væggene og ødelægge ting, forklarer Line Wessberg Jensen, der ejer salonen.

Politiet efterlyser en Golf

Vidnet til indbruddet fortæller til politiet, at gerningsmanden og hans chauffør, kørte fra stedet i en ældre, bordeauxfarvet Golf med en nummerplade, der begynder med AC.

- Vi vil gerne i kontakt med folk, der har set bilen. Vi tror det er en Golf 1 eller en Golf 2 – altså en af de ældre modeller, fortæller John Toft, der er politikommissær hos politiet i Silkeborg.