Indbrudsbølge i Kjellerup: Tre huse fik stjålet penge, smykker og designerlamper

Lokalpolitiet i Silkeborg opfordrer til, at man sørger for at kontakte politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.

Arkivfoto
Arkivfoto

Tirsdag sidst på eftermiddagen blev der begået indbrud i tre huse i Kjellerup.

Det oplyser lokalpolitiet i Silkeborg. 

Ifølge politikommissær Lasse Ivanøe er der blevet stjålet kontanter, smykker og designerlamper.

Lasse Ivanøe fortæller, at man formoder, at der er tale om den samme gerningsmand.

- Tidspunktet taget i betragtning, kan man undre sig over, at det er lykkedes for tyveknægten at begå indbruddene ubemærket, siger han.

"Husk at låse døren"

Lasse Ivanøe opfordrer til, at man altid husker at ringe til politiet, hvis man oplever noget, der virker mistænkeligt.

- Hellere én gang for meget, end én gang for lidt. Hvis der sker noget, der varierer fra det normale, så skal man reagere på det. Mange tænker, at det nok ikke er noget, men det skal politiet nok tage stilling til, siger han. 

Derudover har politikomissæren en ekstra opfordring til husejere. 

- Husk at låse døren. Der var ikke opbrudsmærker på to af husene i Kjellerup, så det tyder på, at dørene ikke har været låst. Det er nemme vilkår for tyveknægte, siger han. 

2:17
Generelt sker der færre indbrud. I 2019 var der omkring 24.500 anmeldte indbrud, og det er det laveste antal i 35 år.