Have i Silkeborg ramt af nyt syreangreb

For anden gang indenfor ganske kort tid har ukendte gerningsmænd overhældt en have med saltsyre i Silkeborg.

Sådan så ægteparrets hæk ud, da de i juli måned var udsat for det første syreangreb.
Sådan så ægteparrets hæk ud, da de i juli måned var udsat for det første syreangreb.

Det er bare en måneds tid siden, at et pensioneret ægtepar fra Silkeborg var udsat for hærværk i deres have. Og nu er den allerede gal igen.
Inger Skoudal og Jørn Møller Jensen, der bor i Balle-området i Silkeborg, var onsdag aften udsat for endnu et saltsyreangreb på deres beplantning i haven.

- Vi sad i baghaven og spiste og nød den skønne aften, da en genbo kom over og fortalte, at han havde set spor efter syre på vores hæk, fortæller Jørn Møller Jensen til Midtjyllands Avis.

Ægteparret blev alarmeret om angrebet af en genbo. Mens de sad i baghaven og spiste, kom han ind og fortalte, at han havde opdaget, at der var nye syrepletter på buske og planter i parrets forhave.

Én af Danmarks smukkeste haver
Ægteparrets have var sidste år nomineret til prisen som Danmarks dejligste. Parret bruger hver dag fem timer på at arbejde i haven, og det har taget dem mere end 25 år at opbygge det smukke livsværk.

- Det er utroligt frækt. Og det er jo en person, som vil os det meget ondt og ødelægge vores have - og os selv måske, siger Jørn Møller Jensen til Midtjyllands Avis.

I den forgangene weekend holdt parret åben have for alle interesserede, og det har krævet ekstra hårdt arbejde. Siden det første syreangreb i juli har de knoklet for at genskabe haven, så den kunne stå klar til at tage imod de 140 besøgende. Og nu kan parret igen begynde forfra.

Hverken politiet eller ægteparret har nogen spor at gå efter. Hærværket er sket mellem klokken 17 og 21 onsdag aften, og skulle man have observeret noget mistænkeligt i det tidsrum, bedes man ringe til politiet på 114.