Har du set noget? 57-årig udsat for gaderøveri i Silkeborg

Politiet vil meget gerne høre fra folk, der måtte have set noget i forbindelse med røveriet.

Politibil med udrykning.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Tidligt torsdag morgen, klokken lidt i seks, blev en 57-årig mand udsat for et gaderøveri i Silkeborg. Det oplyser lokalpolitiet. 

- Han går ad Frederiksberggade i sydlig retning. Her bliver han antastet af en person, der spørger hvad klokken er, fortæller Michael Svendsen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg. 

Da manden tager sin mobiltelefon frem for at tjekke klokken, tager gerningsmanden telefonen ud af offerets hånd. Derefter begynder han at gå fra stedet. 

- Den forurettede går efter for at få sin telefon igen. De ender i en gård, og der bliver han så slået med en 25-30 centimeter lang genstand i ansigtet. Efterfølgende forlader gerningsmanden stedet med mobiltelefonen, forklarer politiassistenten.

Slaget i ansigtet efterlod den 57-årige mand med en flænge omkring venstre øje. Han er lige nu til tjek hos lægen. 

Politiet ved endnu ikke, hvilken genstand der er tale om, da offeret ikke har kunne komme det nærmere. Det vides heller ikke, om gerningsmanden hele tiden har haft genstanden på sig, eller om han har grebet ud efter den i gården.

Politiet vil meget gerne i kontakt med vidner, der måtte have set eller hørt noget i forbindelse med røveriet, der foregik ud for nummer 10 og endte i gården mellem nummer 12 og 14.

- Vi ved ikke, hvilken retning han er gået i på Frederiksberggade efterfølgende. Vi vil gerne høre fra vidner, der ved, hvilken retning han er gået i eller har andre oplysninger om røveriet, der kunne have vores interesse, slutter Michael Svendsen.

1:03
Her kan du høre lokalpolitiets vicepolitiinspektør sætte ord på sagen.