Håndværksfag tiltrækker kvinder som aldrig før: Her er mændene kommet klart i undertal
De seneste år er der sket en stor ændring blandt de elever, som melder sig til uddannelsen som autolakerer.
28 kvinder og fire mænd.
Det er, hvad der står på klasselisten for andet grundforløb på landets eneste autolakereruddannelse i Silkeborg til januar. Og det betyder, at der er en klar overvægt af kvindelige elever på uddannelsen til en branche, der ellers er domineret af mænd.
- Det kan godt være, at jeg har promoveret faget for kvinder, men det betyder ikke, at I skal stoppe med at melde jer til, siger Rikke Thier i et opråb til unge mænd på sin TikTok-profil ”hende _der_autolakereren”.
Hun er faglærer i autolakering på College360 i Silkeborg og har gennem flere år lavet videoer på sociale medier om sit fag netop for at tiltrække flere kvinder. Og nu kan skolen så høste frugten af hendes arbejde.
- Jeg tror da, min TikTok har en stor del af æren i, at de unge kvinder nu kan spejle sig i, at der er en kvinde, der kan gøre det her, og de hviler måske lidt mere i at vide, at det er et kendt ansigt, de kommer til, når de starter på skolen, siger Rikke Thier til TV MIDTVEST.
Baner vejen
For Sofie Jakobsen, der allerede er startet på uddannelsen, har det i hvert fald stor værdi at have en anden kvinde som rollemodel. Hun er lærling hos Byens Bilpleje i Herning, og her er hun eneste kvinde på værkstedet.
- Når man er kvinde i et fag, som primært er præget af mænd, er det enormt vigtigt, at man har sådan en som Rikke til at bane vejen for en, siger hun og tilføjer:
- Jeg tror, der er mange kvinder, som føler sig inspireret af det, som Rikke lægger ud.
Og det glæder faglæreren, at hun blev set på som en rollemodel, selvom hun er meget ydmyg omkring den.
- Jeg tænker ikke over til daglig, at jeg har gjort en forskel med mine videoer, men når der kommer nogen og fortæller mig, at det er på grund af mine videoer, at de har meldt sig ind, så bliver jeg glad. Det er da fedt at vide, at man har hjulpet nogen, siger Rikke Thier.
- Simpelthen ikke godt nok
Men selvom hun i flere år har kæmpet for at få flere kvinder til gribe sprøjtepistolen, er hun ikke helt tilfreds med, at der nu er langt flere kvinder end mænd på hendes næste årgang.
- Det er heller ikke, fordi jeg ønsker, det skal vende, så det igen er 100 procent mænd, men 50/50, har jeg erfaret med min undervisning, er en helt vildt god kombi, siger hun.
Hør herunder, hvorfor Rikke Thier mener, det er vigtigt med en mere balanceret kønsbalance.
Derfor er hun også meget direkte i sin kommunikation til unge mænd på TikTok.
- Det er simpelthen ikke godt nok, drenge. I må tage jer sammen og få jer meldt til.
- Hvor fanden er I henne?