Gyllegas-ulykke på gård: To mænd er i kritisk tilstand

To mænd er fløjet til Rigshospitalet, efter de har indåndet gyllegas på deres arbejdsplads syd for Kjellerup.

Både brandvæsen og politi rykkede onsdag eftermiddag ud til en gyllegas-ulykke ved Kjellerup.
Både brandvæsen og politi rykkede onsdag eftermiddag ud til en gyllegas-ulykke ved Kjellerup.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Onsdag eftermiddag er to mænd på 25 og 38 år fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand, efter de har indåndet svovlbrinte fra gylle. Mændene arbejder begge på en gård syd for Kjellerup, og det er her ulykken er sket.

- De er nede i en kanal, der skal drænes for gylle, og så bliver de dårlige og falder om, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen.

Det var gårdejeren selv, der opdagede, at to af hans medarbejdere lå besvimede i kanalen og slog alarm. Anmeldelsen af arbejdsulykken kom klokken 14:22, og herefter blev både politi og brandvæsen sendt til stedet. 

- Gårdejeren finder dem i tide og får ført noget frisk luft til, og så bliver mændene bjerget ud, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen.

Ifølge politiets oplysninger er mændene i live, men de er i kritisk tilstand. De er derfor fløjet til behandling på Rigshospitalet i København.

Sagen er nu overdraget til Arbejdstilsynet, der skal undersøge ulykken nærmere.

Ikke første gang

Det er langt fra første gang, at der sker ulykker med gyllegas. I marts 2019 besvimede fire personer fra samme familie i en gyllekanal på en gård lidt uden for Holstebro.

Her endte gårdejer Ejnar Thomsen i kunstig koma i syv uger, inden han vågnede op med livsvarige mén. Han er nu lam fra livet og ned og har mistet hørelsen og evnen til at tale.

Læs hele familiens historie her: https://www.tvmidtvest.dk/holstebro/ejnar-tog-en-indaanding-i-giftig-gas-vaagnede-syv-uger-senere-og-var-lam-fra-livet-og-ned

15:04
Hele familien stod de pludselig midt i en ulykke. Prisen, Ejnar måtte betale, var voldsom, trods det hele blot startede som en helt almindelig arbejdsdag.