GOG vinder knebent over BSV

GOG vandt mandag aften knebent på hjemmebane over Bjerringbro-Silkeborg i den bedste danske håndboldrække.

henningbagger.jpg
Foto: Henning Bagger - Scanpix

Det går hurtigt op og ned i håndbold. Det må Bjerringbro-Silkeborg (BSV) sande efter de to første spillerunder i den bedste danske håndboldrække. For en uge siden vandt BSV ligapremieren hjemme over mesterholdet Aalborg Håndbold for en uge siden. Men mandag aften kom BSV helt ned på jorden igen, da holdet tabte 19-21 på udebane til GOG.  

GOG var stærkest i anden halvleg, mens BSV var hæmmet af at mangle to af de bærende offensive profiler. BSV-backen Nikolaj Markussen udgik midtvejs i første halvleg med en skade, mens holdkammeraten Sebastian Skube slet ikke var med i kampen. Alligevel var BSV godt med i første halvleg, hvor holdene fulgtes pænt ad. Det stod 11-11 ved pausen.   

- Det var en mærkelig håndboldkamp. Vi brændte alt for mange chancer. Vi var ikke kyniske nok, siger BSV-profilen Michael V. Knudsen til TV2 Sport.   

Stregspilleren erkendte, at savnet af Markussen og Skube gjorde det svært for BSV i anden halvleg.   

- Det er to vigtige spillere for vores angrebsspil. Men vi kom frem til de chancer, der skulle til. Der er mange ting, vi skal gøre bedre, siger Michael V. Knudsen.   

GOG kom i anden halvleg foran 18-14 i den målfattige kamp, og det lignede en afgørelse på kampen. BSV svarede dog flot igen og reducerede til 17-19 og senere 18-20. Det endelige dødsstød blev sat ind af GOG's Lasse Møller, som med sit tredje mål i kampen øgede til 21-18 med få sekunder tilbage.
I løbet af kampen var BSV-keeperen Søren Rasmussen næsten umulig at passere, og det var længe med til at holde udeholdet inde i kampen.   

- Han var uhyggelig. Vi vidste godt, at Søren Rasmussen kan spille sådan nogle kampe, siger GOG-spilleren Lasse Kronborg til TV2 Sport.   

GOG havde spillet uafgjort mod Skjern i første spillerunde.