Gammel kending er ny hovedsponsor for BSH

Efter tre måneder har Bjerringbro-Silkeborg Håndbold nu igen to hovedsponsorer.

Jysk har længe været sponsor i klubben, men tager nu skridtet videre og bliver hovedsponsor.
Jysk har længe været sponsor i klubben, men tager nu skridtet videre og bliver hovedsponsor.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det var næppe den bedst tænkelige måde at gå på sommerferie på, da Jyske Bank efter 16 års samarbejde valgte at afbryde samarbejdet med Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH) i slutningen af juni. 

Men efter mere end tre måneder med en tom hovedsponsorplads, er det nu lykkedes den midtjyske håndboldklub at finde en ny underskrift til sponsoraftalen. 

Det skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Jysk rykker fra storsponsor til hovedsponsor. 

Dermed får Grundfos nu selskab af den jyske boligkæde i en delt hovedsponsorrolle, som det også var tilfældet med Jyske Bank indtil juni.

- Vi har i mange år haft et stærkt samarbejde med Jysk. Vi er stolte af, at det samarbejde nu udvides med Jysk som hovedsponsor sammen med Grundfos. Det er samtidig et signal om, at Bjerringbro-Silkeborg har tænkt sig, at fastholde en position i toppen af dansk håndbold og forhåbentligt også international håndbold, siger direktør for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, Jesper Schou i pressemeddelelsen. 

Nye trøjer på vej

Jysk har været sponsor for BSH i årrække, men med skiftet til hovedsponsor står logoet nu til at få en mere fremtrædende placering på de sorte trøjer. 

Præcist hvor stort og hvordan logoet skal stå er fortsat uvist, men hos Lars Larsen Group glæder man sig over et større samarbejde med håndboldklubben.

- Jeg tror de fleste ved, at vores familie har en stærk tilknytning til Silkeborg, og derfor er jeg også glad for, at vi med sponsoratet er med til at sikre fundamentet for elitehåndbold i Silkeborg i fremtiden, siger bestyrelsesformand Jacob Brunsborg i pressemeddelelsen. 

Ved siden af hovedsponsoratet i BSH har Jysk også logo på trøjerne fra Silkeborg-Voel og Silkeborg IF. 

Grundfos og Jysk er nu hovedsponsorer for BSH.
Grundfos og Jysk er nu hovedsponsorer for BSH.
Foto: Pressefoto