Frivillige ramt af hærværk i flere omgange: - Det er super frustrerende

I syv år har forening aldrig oplevet problemer, men på det seneste har man flere gange været udsat for hærværk.

6sjave55

I Virklund Outdoor døjer man med en træls tendens. 

Foreningen, som er en del af Virklund Boldklub, har fokus på at skabe oplevelser i naturen omkring Virklund. 

Til det har man en grejbank, hvor medlemmer kan låne udstyr til brug i naturen. Blandt andet råder man over kanoer, telte og SUP-boards. 

Men i den seneste tid er låsene til grejbanken blevet brudt op flere gange, og udstyret er blevet behandlet dårligt. Låsen til foreningens sauna er ligeledes blevet brudt. Her er tomme ølflasker blevet efterladt som et bevis på, at nogen har brugt saunaen til et ganske andet formål, end den er tiltænkt. 

Det er noget, der frustrerer Jakob Stigaard Sørensen, som er medlem af bestyrelsen i Virklund Outdoor. 

- Det er super frustrerende, og vi kunne jo godt begynde at sætte alt muligt i værk med flere låse og koder, men så går det bare ud over brugerne, siger han. 

Han fortæller, at det er første gang i de syv år, man har haft grejbanken, at man har haft problemer med hærværk. 

Låsene er her blevet brudt op flere gange.
Låsene er her blevet brudt op flere gange.

Startede med at skifte koder

Det startede tidligere på sommeren, hvor man konstaterede, at udstyret i grejbanken ikke altid blev behandlet lige pænt efter brug.

- Udfordringen har stået på et stykke tid, hvor vi har oplevet, at vores materiel er blevet brugt uden at være booket på forhånd og efterfølgende er blevet behandlet lidt grimt, fortæller Jakob Stigaard Sørensen. 

Det førte til, at foreningen ændrede koden på deres låsene. Men det førte ikke noget godt med sig. 

- Så endte vi med at skifte kode låsene til udstyret, og det har ført til, at skabene er blevet brudt op for at komme ind til vores udstyr, siger han. 

Foreningen har været i kontakt med politiet, og man er desuden gået i dialog med lokale institutioner.

Bestyrelsesmedlemmet håber, at man løse problemerne uden at være nødt til at lave en masse regler for brugen af udstyret.

- Vi er ligesom altid gået til det med på en måde, hvor vi ikke gider have et hav af regler. Det er stadig den tilgang, vi vælger, siger han. 

For nyligt bar foreningens faciliteter præg af, at der var holdt fest.
For nyligt bar foreningens faciliteter præg af, at der var holdt fest.