Flammerne stod op igennem taget på autoværksted - biler, båd, motorcykler og knallerter ødelagt i brand

Røgen fra en brand i et autoværksted i Kragelund kunne ses flere kilometer væk.

Brand RH Auto
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Brandfolk fra Midtjysk Brand & Redning måtte klokken 7:45 rykke ud for at slukke en stor brand i autoværkstedet RH Auto i Kragelund, vest for Silkeborg.

Værkstedet var hurtigt fuldstændig overtændt, og flammerne stod op igennem taget på en stor hal.

Brand RH Auto
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Ejerne af værkstedet blev vækket af en kammerat, der fortalte om branden. Inde i den store hal stod blandt andet 10 biler, flere motorcykler, en båd og veteranknallerter.

- Det er ikke rart, og det er sørgeligt at stå og kigge på. Bygningen er jeg stort set ligeglad med, og den er også forsikret, men det er mine egne køretøjer indenfor ikke. Den dækker kun mine kunders, siger Rene Iversen, der ejer RH Auto.

Rene Jensen ejer RH Auto, der er ødelagt af branden.
Rene Jensen ejer RH Auto, der er ødelagt af branden.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politis vagtchef fortæller, at der under branden var nogle trykflasker, der eksploderede.

- På et tidspunkt var der fare for naboejendommen, og der blev knust nogle ruder der, men det blev forhindret, at branden spredte sig dertil, siger Simon Skelkjær.

Politiet kender endnu ikke årsagen til branden.

1:16
Indsatsleder Anders Dahl Jensen fra Midtjysk Brand & Redning forklarer, hvad det var for et syn, der mødte brandfolkene, da de nåede ud til den voldsomme brand.
Foto: Karl Erik Lørup