Fik fingre i uoverskuelig have: Nu kigger folk ind ad hækken

Da Kent Grønbjerg og Lars Sandholm fik deres grønne fingre i en kolonihave var betalingen, at de skulle rydde op. Det opfyldte de. Godt og vel.

2:18
Parret Kent Grønbjerg og Lars Sandholm fik for fem år siden en dobbelt kolonihavegrund gratis. Eneste betingelse var, at de skulle rydde op på grunden.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

- Hør, udbryder Kent Grønbjerg.

Han og partneren Lars Sandholm står og lytter ved dammen i deres kolonihave, hvor et par frøer kvækker om kap. 

Det foregår ved ét af efterhånden utallige særprægede spots i den have, de overtog for fem år siden. 

- Det er jo guld værd at kunne komme herned. Fred og ro. Få fingrene i jorden og have noget at gå op i, siger Kent Grønbjerg.

Lars Sandholm er gartner, og Kent Grønbjerg er hjemmegående. Kolonihaven er blevet deres fælles passion, og de er forbi stort set hver dag.

Alt var groet til

I 2017 blev parret tilbudt en kolonihave i Haveforeningen Dybdalen i Silkeborg. De behøvede ikke betale noget, men de skulle love, at de ryddede haven op. For det trængte den til.

Siden greb det om sig. 

- Jeg finder de gode idéer på de sociale medier, og så tænker jeg, det kan jeg også gøre, og så gør jeg det. Eller også finder jeg selv på det, siger Kent Grønbjerg.

Efter fem år som kolonihaveejere, står parret med en have, der skiller sig lidt ud. Hvor der før var lutter tilgroet græs, kan man nu kaste øjnene over et væld af planter, skulpturer, damme. Det hele bundet sammen af veltilrettelagte stier.  

Genbrug er nøglen

Hvis man tænker på, hvor mange penge der mon er skudt i haven, er svaret ifølge ejerne ikke ret mange. 

70 procent af haven er nemlig genbrug.

- Der er jo meget logik i det. Hvis man ikke har ret mange penge, så køber man tingene der, hvor de ikke koster ret meget. Og det gør det ikke i genbrugsbutikker. Plus at du sørger for, at alt det affald ikke bare opstår, siger Kent Grønbjerg.

Når genbrugsmaterialerne glider ind i haven, er det ikke nødvendigvis i deres oprindelige funktion. Der er eksempelvis en dørmåtte af petanque-kugler og et vandingsanlæg af sparegrise. 

Efterhånden er den 440 kvadratmeter store grund fyldt op med kreationer. Det tager haveparret dog ikke så tungt. De har nemlig en fin vej ud - eller op - af det problem.

- Nu er vi begyndt at bygge opad i haven, Kent Grønbjerg.