Fange flygtede under bowlingtur

Politiet leder på andet døgn efter en 24-årig indsat fra Statsfængslet Midtjylland i Nørre Snede efter en fangeflugt fredag aften fra Bowl'n'Fun i Silkeborg. (Foto: Google Streetview)

bowlfun.jpg

Den 24-årige fange fra Statsfængslet Midtjylland udnyttede fredag aften en ledsaget udgang og en fredelig bowlingtur med flere andre medfanger og tre fængselsbetjente til at slippe fri. 

Under et toiletbesøg valgte han at hoppe ud af et vindue og flygte fra stedet. Først efter nogle minutter opdagede fængselsbetjentene, at den 24-årige var forsvundet.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi afsoner den flygtede fange omkring seks års fængsel for en række røverier i Herning og Ikast-området, hvor han også stammer fra.

- Vi leder i øjeblikket efter manden på de steder, hvor han kunne formodes at søge hen, men vi har ikke fundet ham endnu, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Bjarne Askholm til TV MIDTVEST.

Han fastslår, at den undslupne fange ikke betegnes som farlig.