Fan i oprør: - Jeg følte mig utryg efter Superliga-kamp

En gåtur tilbage til bilen efter kamp på Jysk Park føltes utryg for Flemming Skalls og flere AaB-fans.

Udebanefansene var nødsaget til at bruge lyset på deres mobiltelefoner for at se vejen.
Udebanefansene var nødsaget til at bruge lyset på deres mobiltelefoner for at se vejen.
Foto: Privatfoto

Flemming Skall følte sig utryg, da han som AaB-fan forlod Jysk Park fredag aften. 

Sammen med resten af AaB’s fans skulle han bevæge sig tilbage til sin bil. En tur, han ikke mener er en Superliga-klub værdig.

- Udfordringen er, at den vej, vi skal gå ned til vores biler, går gennem et skovområde på en jordsti. Når det så er en aftenkamp, så er det bælgravende mørkt og der var helt mudret, fortæller Flemming Skall og tilføjer:

- Det er ikke særlig trygt.

Flemming Skalls bekymring er ikke for hans egen skyld. Han talte med andre fans, der også var utrygge. 

- Jeg gik med en mand, der gik med stok. Hvad er hans mulighed? Han var ganske utryg. Det er en ærgerlig afslutning på at gå på stadion.

Her ses et udsnit af den tur, Flemming Skall og de øvrige udebanefans gik.
Her ses et udsnit af den tur, Flemming Skall og de øvrige udebanefans gik.
Foto: Google Maps

Det mindste man kan forvente

Forud for Silkeborgs kamp mod AaB blev udebanefansene anvist et bestemt sted at parkere. Det har Flemming Skalls det fint med.

- Som minimum kan vi så forlange, at det er oplyste områder, så vi ikke skal gå igennem mørke områder og mudderpøle, siger han.

Udebanefansene skulle gå 1,1 kilometer fra parkeringspladsen, men det er lige meget for Flemming Skall. Det handler om respekt for holdene indbyrdes.

- Vi skal være gode værter for hinanden, når vi kommer på stadion, og så tilbyder man os en mudret sti. Det eneste, de får ud af det, er, at så finder klubberne en anden parkeringsplads. Så er det, det hele jo lige meget, pointerer han.

- Det er kommunens ansvar

TV MIDTVEST har spurgt Silkeborg IF, om de forhold, som udebanefansene har haft. De skriver i et skriftligt svar, at ansvaret ikke er deres.

-Stien, vi anbefaler udefans at parkere på, er netop en anbefaling. Det er noget, vores sikkerhedschef og politiet har anbefalet udefans af sikkerhedsmæssige årsager. Det er ligeledes hurtigste og nemmeste vej ind og af JYSK park med bil, skriver Silkeborg IF og tilføjer:

-Vi skal beklage, der er mørkt og mudder på stien, men det ligger under Silkeborg Kommune at vedligeholde stien. Han skal være velkommen til at parkere, lige hvor han vil, men vi holder af sikkerhedsmæssige årsager fuldt fast i vores anbefalinger for udefans. Vi anbefaler i øvrigt også parkering ved Silkeborg Ungdomsskole.

Der kommer lys

Hos Silkeborg Kommune er der planer om belysning på den strækning, hvor Flemming Skall skulle gå i mørke. 

- Der er lavet en helhedsplan for området, hvor der er taget hensyn til trygheden ved Søholt. Det omfatter blandt andet at få belysning og belægning gennem strædet, (strækningen, de gik på, red.), fortæller Anders Helledi, idræt- og fritidskonsulent i Silkeborg Kommune. 

Men udebanefans må væbne sig med tålmodighed, til der er lys til og fra stadion. 

- Det bliver først gjort efter svømmecenteret står færdigt i 2028, fordi ellers risikerer vi, at ødelægge belægningen og lys med de store maskiner, der skal til for at bygge det, lyder meldingen fra Anders Helledi.