Færre voldsepisoder: Børnecenter vinder arbejdsmiljøpris

I dag er arbejdsmiljøpriserne blevet uddelt, og to af dem er endt i vores landsdel.

Glade vindere fra Solbo i Silkeborg.
Glade vindere fra Solbo i Silkeborg.
Foto: Maria Arndt

I dag har Arbejdsmiljørådet uddelt Arbejdsmiljøprisen 2018, som er med til at belønne fire danske arbejdspladser for at gøre noget særligt for arbejdsmiljøet på deres arbejdsplads og dermed deres ansatte.

To ud af fire priser er gået til midtjyske virksomheder. Heriblandt Børnecenter Solbo i Silkeborg, der har vundet årets arbejdsmiljøpris i kategorien Psykisk arbejdsmiljø.

Det sker, efter at de er gået over til elektronisk registrering af voldsepisoder, og dermed fået mindsket antallet af alvorlige episoder. Det har samtidigt også været med til at fremme personalets trivsel.

- Vold og trusler om vold fra for eksempel borgere og klienter er et meget alvorligt arbejdsmiljøproblem. Derfor er det meget positivt at se, at man på Børnecenter Solbo arbejder så systematisk med denne udfordring. Ved at registrere og analysere de episoder, der finder sted, kan de lære af dem og effektivt tilpasse både det pædagogiske arbejde og den forebyggende indsats. Og det har givet flotte resultater, siger Lisbeth Lollike, der er formand for Arbejdsmiljørådet, i en pressemeddelelse.

Muskel- og skeletpåvirkninger

Også virksomheden Gardit i Kjellerup har i dag fået en pris. Det er i kategorien Muskel- og Skeletpåvirkninger, hvor virksomheden høster prisen på grund af en ny opfindelse, der øger sikkerheden og mindsker risikoen for nedslidning hos Gardits sandblæsningsoperatører.

Tidligere fik medarbejderne ondt i hænder og arme, fordi de konstant skulle klemme på en sikkerhedsafbryder på sandblæsningsudstyret. Det gør de ikke længere.

- Hos Gardit har man gennem et vedholdende udviklingsarbejde løst en betydelig arbejdsmiljømæssig udfordring i branchen. Den nye magnetiske sikkerhedsafbryder er et godt eksempel på, at der nogle gange kan findes en meget bedre og relativt simpel løsning på et arbejdsmiljøproblem, når de rigtige aktører samarbejder, er vedholdende og tør afprøve nye ideer, siger Lisbeth Lollike i pressemeddelelsen.