Elektrisk fejl satte ild i garage med bil i Silkeborg

En elektrisk fejl satte her til eftermiddag ild i en garage og en bil. Relæet i den tilhørende lejlighed slog gnister, og kort efter var der ild i garagen.

bilbrand
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En garage med en bil brød mandag eftermiddag i brand på Højtoftevej i Silkeborg.

Politiet er fortsat i tvivl om, hvad branden skyldes, men man formoder, at det enten er i forbindelse med nogle julelys eller et køleskab. Ejeren af bilen bor på 1. sal i bygningen ved siden af garagen.

- Strømmen går i hendes lejlighed. Hun forsøger at slå relæet til, men der kommer gnister, og hun forsøger igen uden held, fortæller Lasse Magnussen, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning.

Kort efter fortæller hendes naboer hende, at der er ild i garagen. De melder branden til brandvæsnet klokken 15.05, og går derefter selv i gang med at slukke branden med en haveslange. 

Da Midtjysk Brand og Redning kom frem, fik de hurtigt slukket ilden. Bilen og garagen er brand- og sodskadet.

- Vi ville ikke have røg- og brandspredning til beboelserne ved siden af, og det lykkedes, siger Lasse Magnussen.

Ingen personer er kommet til skade.