Ekskluderet børnekræftforening er igen med i det gode selskab

Den nye bestyrelse i Familier med kræftramte børn har fået vendt mange års rod i regnskaberne. Foreningen er nu igen med i brancheforeningen ISOBRO.

Familier med kræftramte børn er nu igen med i ISOBRO.

Foreningens nye bestyrelse har det seneste halve år arbejdet for at rette op på tidligere års kritik om rod i regnskaberne.

Og nu lever de igen op til ISOBROs indsamlingsetiske retningslinjer.

- Det gør jo, at vi igen er med i det pæne selskab, at vi nu har andres ord for, at vi opfører os ordentligt, siger Tommy Brøgger, der er formand for Familier med kræftramte børn.

Familier med kræftramte børn blev ekskluderet fra ISOBRO i 2017. Hele bestyrelsen forlod foreningen i februar i år, hvor en ny bestyrelse trådte til.

Blåstempling af foreningen

ISOBRO er indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, som arbejder for, at det skal være trygt at donere penge til velgørende organisationer.

Foreninger, der er med i ISOBRO, følger retningslinjer for åbenhed om blandt andet ledelse og økonomi. Derfor er det en blåstempling, at Familier for kræftramte børn nu igen er med.

FORLØBET OM FORENINGEN FAMILIER MED KRÆFTRAMTE BØRN

- At Familier med Kræftramte Børn forholdsvis kort tid efter eksklusionen, igen kan optages i ISOBRO vidner om, at den nye bestyrelse i foreningen har udvist mod og handlekraft i forhold til at bringe orden på forholdene i foreningen, siger Mette Grovermann, der er generalsekretær i ISOBRO, i en pressemeddelelse.

quoteDet gør jo, at vi igen er med i det pæne selskab, at vi nu har andres ord for, at vi opfører os ordentligt.

Tommy Brøgger, formand for Familier med kræftramte børn

Den nye formand fortæller, at foreningen blandt andet har solgt sin ejendom ved Tange Sø, de har afskediget medarbejdere og været igennem økonomien med en tættekam.

Så nu er det slut med rod i regnskaberne.

- Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at de bliver klar til tiden, siger Tommy Brøgger.

Han er glad for, at de igen er med i ISOBRO, så folk og virksomheder, der støtter foreningen ved, at deres penge bruges fornuftigt.

Den nye formand for Familier med kræftramte børn Tommy Brøgger fortæller, hvad det betyder igen at være med i ISOBRO.

- Der er ryddet op med den helt store kost

Ifølge Tommy Brøgger er der sket meget siden februar i år.

- Vi har først og fremmest brugt tiden til at finde ud af, hvad der er op og ned i den her forening, og hvad der er op og ned i det, der har været sagt og skrevet om os, siger formanden.

Han mener, at den nye bestyrelse er fuld af motivation for at drive foreningen på bedste vis, fordi alle syb bestyrelsesmedlemmer har børn, der har haft gavn af foreningen.

- Den helt store forskel er, at de mennesker, der sidder og styrer foreningen nu, det er allesammen mennesker, som måske ikke synes, at det var helt fantastisk, som det var før, siger Tommy Brøgger.

Familier med kræftramte børn er en forening, der tilbyder kræftramte børn og deres familier aktiviteter.


Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien Samfund.