Efter ulovlig adoption fra Tyskland i 60’erne har Norbert fundet sin biologiske familie

Norbert Andersen fra Silkeborg var en del af en ulovlig børneimport fra Tyskland til Danmark. Hans biologiske, tyske mor fik ham sammen med en udstationeret afroamerikansk soldat. Men en dansk kvinde fik ham til Danmark.

36:16
Norbert Andersen fik hjælp af en ven til at finde sin far via DNA.

Siden Norbert Andersen var tre år, har han boet i Danmark. I 1960 blev han adopteret af et dansk ægtepar fra Funder ved Silkeborg.

Men han blev født i den sydtyske by Schweinfurt af en tysk kvinde.

- Min mor var en fattig, tysk kvinde, der arbejdede på en amerikansk base, og min far var afroamerikansk soldat, der var udstationeret i Tyskland. Det var de som regel i 21 måneder, og i den periode har mine forældre haft en forhold. Det fik de mig ud af, siger Norbert Andersen.

Norbert Andersen blev adopteret af en familie i Funder, da han var tre år gammel.
Norbert Andersen blev adopteret af en familie i Funder, da han var tre år gammel.
Foto: Privat

Ligesom 2.000 til 3.000 andre afrotyske børn blev han i 1950’erne og 1960’erne adopteret til Danmark. Men det var ulovlige adoptioner.

- Vi blev taget herop som feriebørn, og der var en dame, der hed Tytte Botfeldt, der syntes, at de mørke børn ikke skulle være i Tyskland. Hun ville gerne gøre noget godt for dem, og derfor skulle de til Danmark, fortæller Norbert Andresen.

De illegale adoptioner blev anført af Tytte Botfeldt, som beskrives som en godhjertet, men naiv kvinde, der som en enmandshær på egen hånd gav afrotyske børn en ny tilværelse i Danmark.

Genforenet med sin mor

Selv om Norbert Andersen beskriver sin opvækst i Danmark som helt normal, så har han i mange år forsøgt at finde frem til sine biologiske forældre.

I 1987 fandt han frem til sin mor i Tyskland.

- Lige da jeg mødte hende, var jeg ikke i tvivl om, at det var min mor. Hun hed det, som stod i mit pas. Det var ikke den der store genforening, hvor man bryder sammen. Jeg var rimelig afklaret med, at det var min mor. Det var godt at se hende, men det var ikke de store følelser over det, husker Norbert Andersen.

I 1987 fandt Norbert Andersen frem til sin biologiske mor i Tyskland.
I 1987 fandt Norbert Andersen frem til sin biologiske mor i Tyskland.
Foto: Privat

Via sin genfundne biologiske mor forsøgte han også at finde frem til sin far. Men lige som hverken de tyske myndigheder eller det amerikanske militær, var hun ikke til nogen hjælp.

- Hver gang jeg var dernede, spurgte jeg tit ind til det, men hun ville helst ikke snakke om det. Det må have været en stor skam for hende. Både det at få et mørkt barn, og så også, at hun har givet det fra sig, siger Norbert Andersen.

Fandt far med DNA

I stedet forsøgte Norbert Andersen at finde sin biologiske far via en DNA-profil. Sammen med en ven fik han sat gang i en DNA-søgning i USA.

- For at gøre en lang historie kort, så fandt jeg min far. Det tog mange år, men jeg fandt ham, og det er jeg meget lykkelig ved i dag.

Norbert Andersen har endnu ikke haft mulighed for at besøge sin biologiske far i USA.
Norbert Andersen har endnu ikke haft mulighed for at besøge sin biologiske far i USA.
Foto: Privat

Norbert Andersen fandt frem til sin 86-årige amerikanske far sidste år, men på grund af corona har de endnu ikke haft mulighed for at mødes og må nøjes med at tale sammen i telefonen.

Jagten på de biologiske forældre har Norbert Andersen skrevet om i bogen Sporløs.