Efter nedrykning erkender Silkeborg-direktør fejl - vi har overvurderet vores spillere

Gårsdagens nederlag til SønderjyskE slog for alvor sømmet i kisten for Silkeborg IFs overlevelse i Superligaen. Og nu erkender klubbens direktør, at det var en fejl at satse på den unge trup.

Trods endnu en nedrykning, så tror Kent Madsen på, at Silkeborg If rykker op i Superligaen igen efter næste sæson.
Trods endnu en nedrykning, så tror Kent Madsen på, at Silkeborg If rykker op i Superligaen igen efter næste sæson.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Selv om Silkeborg IF stadig har tre kampe tilbage i Superligaen denne sæson, så er det allerede nu helt sikkert, at de rykker ned i 1. division. I går tabte de 2-1 til SønderjyskE, og de rødblusede midtjyder må derfor kaste håndklædet i ringen og erkende nedrykningen.

Klubbens direktør har allerede haft tid til selvransagelse og erkender, at det var en fejl, at de i starten af sæsonen holdt fast i, at den unge trup havde, hvad der skulle til for at kunne klare sig i Superligaen.

- Det var nok en fejl. Man kan altid diskutere, om vi har overvurderet vores materiale, eller vi har undervurderet ligaen. Det er jo på en måde to sider af samme sag, men det var ret oplagt, da vi fik rigtig mange klø i starten, siger Kent Madsen, der er direktør for Silkeborg IF.

4:24
 

Optimisme eller pessimisme?

Trods de mange nederlag i løbet af sæsonen og nedrykningen, så er Kent Madsen optimistisk og tror på, at klubben hurtigt er klar i den bedste række igen.

- Vi har en tradition i Silkeborg, der er, at når vi rykker ned, så rykker vi også op igen, og den tradition satser vi på at holde. I den nye sæson er den klare målsætning at blive blandet de to bedste, så vi kan komme tilbage til Superligaen, siger direktøren.

Den positive indstilling deler chefredaktøren på Tipsbladet dog ikke.

- Hvis jeg skulle sætte mine penge på, hvilken klub, der kommer op fra 1. division næste år og er blivende i Superligaen, så tror jeg altså ikke, jeg kommer til at sige Silkeborg, siger Troels Bager Thøgersen.

Han mener, at Silkeborg IF har nogle spillere, der godt kan blive gode, hvis de bliver sammen i flere år, men det er ikke muligt, da de bedste hele tiden bliver solgt fra.

Silkeborg IF er det hold, der har flest op- og nedrykninger i Superligaen i det her årtusinde.

2:39
For sjette gang i klubbens historie rykker Silkeborg IF ud af landets bedste fodboldrække.