Efter fem år tilbagegang: Nu hitter Silkeborg

I fem år har Silkeborg Kommune oplevet fald i antallet af turister, men nu vender kurven.

Silkeborg kommune skilt 2.jpg

Det er nordmændene, som Silkeborg skal takke. De er hovedsageligt årsagen til, at kommunen i år oplever fremgang i antallet af turister. Det skriver Midtjyllands Avis.

Silkeborg Kommune har i fem år haft nedgang i antallet af turister, men med 14.361 flere turistovernatninger i forhold til 2014 ser kurven nu ud til at vende. 7.300 af overnatningerne står nordmændene bag.

- Det glæder mig, at nordmændene har fået øje på Silkeborg Kommune. De er gode kunder og lægger mange penge i byen, siger turistchef Liselotte Nis-Hanssen til Midtjyllands Avis.

Fremgang uden forklaring

I 2015 nåede Silkeborg Kommune hele 453.110 turistovernatninger på hoteller, campingpladser og vandrehjem. I kommunen har man det seneste år forberedt sig på, hvordan de markedsfører byen bedst muligt med fokus de udendørs aktiviteter, området har at byde på. Den nye strategi er dog ikke årsagen til fremgangen.

- Vi kan ikke begrunde stigningen med den ændrede strategi, fordi den ikke var iværksat i 2015. Faktisk kan jeg ikke give en entydig forklaring på, hvorfor kurven er knækket, siger Liselotte Nis-Hanssen til Midtjyllands Avis.

Det er særligt kommunens campingpladser, der har haft fremgang i 2015.