Efter barslagsmål: 33-årig sigtes for vold mod politiet

Den 33-årige mand slog først en af gæsterne i hovedet med en flaske. Efterfølgende slog han politiet med knyttet næve.

Politiet måtte natten til søndag anholde en påvirket og voldelig mand i Silkeborg.

Den 33-årige mand var på et værtshus på Nygade, hvor han omkring klokken 00.50 slog en anden gæst i hovedet med en flaske.

- De to mænd er ikke umiddelbart bekendte, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi, Allan Riis.

- Da politiet kom frem til værtshuset, var den 33-årige fortsat aggressiv og slog en betjent på overkroppen med knyttet hånd, siger vagtchef Allan Riis.

Manden, der selv er fra Silkeborg, blev derfor anholdt.

- Han vil blive sigtet for vold mod tjenestemand og for vold mod gæsten, siger vagtchefen.

Typisk adfærd for berusede

Og det er altså ikke usædvanligt, at politiet bliver slået ved den slags sager.

- Det ser vi engang i mellem i de her sager. De fleste tilfælde kan vi heldigvis godt arbejde, uden det sker. Men når folk er så påvirket, så er det noget, der hænder, siger vagtchef Allan Riis.

Den 33-årige silkeborgenser vil blive afhørt, når han vågner fra sin brandert.


Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien 112.