Drenges leg med ild gik galt: Brandvæsenet måtte finde vej i skov til fods

Brandvæsnet måtte opgive at køre tæt på en brand i en tæt skov og fortsatte til fods. To drenge har erkendt at have tændt ilden.

300 kvadratmeter skov gik op i røg, men det kunne let være gået meget værre.
300 kvadratmeter skov gik op i røg, men det kunne let være gået meget værre.
Foto: Midtjysk Brand & Redning.

Midtjysk Brand & Redning kom onsdag eftermiddag på en speciel opgave, da de 14:40 ankom til en brand på Overgårdsvej 10 mellem Funder og Kragelund.

Her ankom de, i det som indsatslederen betegner som “midt i ingenting”.

- Anmelder tager i mod os og kunne vise vej, ellers havde vi aldrig fundet det. Vi havde ikke anet, hvor vi skulle henad, fortæller indsatsleder Lasse Magnussen fra Midtjysk Brand & Redning.

Efter at anmelderen havde guidet brandvæsenet hen til stedet – en skovstrækning, viste det sig, at slukningskøretøjerne ikke kunne køre de sidste 400 meter frem til branden.

- Det var langt inde i skoven og svært fremkommeligt, fortæller indsatslederen.

Derfor måtte de syv brandmænd uden deres to slukningskøretøjer fortsætte til fods  bevæbnet med håndslukkere og branddaskere, så de i første omgang kunne indkranse branden.

- Senere fik vi så lavet en slangevej fra bilerne til branden, så den kunne slukkes helt, oplyser Lasse Magnussen.

I alt 300 kvadratmeter skovbund og småtræer blev brændt af på den lille time, branden varede, indtil den blev slukket.

- Det er heldigt, det ikke gik værre. Det er virkeligt tørt herinde, fastslår indsatsleder Lasse Magnussen fra Midtjysk Brand & Redning.

Teenagere har tilstået

Politiet har været på sagen, da der var nogle unormale og mistænkelige forhold i forbindelse med branden.

- Vi har talt med nogle mulige anstiftere, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jesper Brøndum.

Og kort efter har det så givet gevinst for politiet og opklaringen af sagen.

- Vi har talt med to unge drenge på 13-14 år, og de har med deres lighter tændt ild til en gren, og herefter er det så formentlig stukket af, fortæller vagtchef Jesper Brøndum.

I den forbindelse vil indsatslederen fra Midtjysk Brand & Redning gerne komme med en opfordring:

- Man skal virkelig være forsigtig med åben ild. 

- Den løber som en steppebrand, hvis den får fat lige nu, for det er knashamrende tørt, fortæller Lasse Magnussen, mens brandvæsenet er ved at rulle mange meters slanger sammen til hjemturen fra det øde sted på Overgårdsvej.