Dolberg varmer op til landskampe med mål i sejr

Lasse Schöne scorede til 2-0, og Dolberg scorede til 4-1, da Ajax søndag vandt med 7-1 over Excelsior.

Angriberen Kasper Dolberg, der stammer fra Silkeborg, og midtbanespilleren Lasse Schöne møder mandag op i landsholdslejren i Wales med selvtillid.

De to Ajax-danskere kom begge på måltavlen, da Ajax søndag vandt med 7-1 på udebane over Rotterdam-klubben Excelsior.

To minutter før pausen blev Schöne den første dansker i en hovedrolle. Direkte på frispark krøllede han bolden op i målhjørnet.

Helt så sublim sparketeknik behøvede Kasper Dolberg ikke at finde frem, da han efter lidt mindre end en times spil scorede til 4-1.

Dolberg skulle blot koncentrere sig om at dirigere bolden i mål efter Donny van de Beeks fremragende oplæg.

Også backen Rasmus Nissen Kristensen var med for Ajax. Han blev skiftet ind i pausen og stod efter få minutter på banen for oplægget til 3-0-målet.

Med sejren cementerer Ajax andenpladsen i Æresdivisionen. Ajax har fem point op til PSV Eindhoven i toppen, mens der er 11 point ned til Feyenoord på tredjepladsen. Feyenoord har spillet to kampe færre end Ajax og PSV.

/ritzau/


Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien Sport.