Det overraskende valg: Silkeborgs borgmester kan se sine vælgere i øjnene

51-årige Steen Vindum kan godt forstå, at nogle undrer sig over hans alliance med Radikale Venstre og Alternativet ved seneste valg. Men Silkeborgs borgmester kan se både sig selv og vælgerne i øjnene.

steen_vindum_silkeborg_kommune.jpg

Ved kommunalvalget i 2017 fik Venstre 32,8% af stemmerne i Silkeborg Kommune. Det var derfor ikke givet på forhånd, at venstremanden Steen Vindum kunne beholde borgmesterkæden. Først efter en opsigtsvækkende aftale med Radikale og Alternativet fik Steen Vindum de nødvendige mandater til at fortsætte på posten.

- Jeg kan godt se ude fra, at man tænker, at det ser mærkeligt ud, at en radikal og en fra Alternativet støtter mig, lyder det fra Steen Vindum.

Fører ikke rød politik

Og sådan tænkte flere af byens vælgere åbenlyst også. I hvert fald fik Steen Vindum mange henvendelser fra bekymrede borgere, der frygtede, at Venstre-borgmesteren nu skulle føre rød politik.

- Nogen syntes nok, at jeg skulle have trukket mig ud og overladt posten til en anden. Men det overvejede jeg slet ikke. For alt, hvad jeg havde sagt i valgkampen, det er også det, vi lavede en konstitueringsaftale efter. Så nej, vi fører ikke rød politik.

Men hvad fører Steen Vindum så?

- Jeg siger ikke, at vi fører klar blå politik. Vi fører god, sund politik. Vi arbejder sammen hen over midten og finder hinanden, lyder det fra den 51årige borgmester, der nu er i gang med sin anden valgperiode i spidsen for Silkeborg Kommune.

Flere penge til børn, skoler og klima

Opbakningen til Steen Vindum kom fra to unge mænd i rød blok. Alternativets Claus Løwe Klostergård og Radikale Venstres Johan Brødsgaard, der hver fik et mandat ved valget i november 2017. Og Steen Vindum valgte altså at opfylde alle deres krav, for at han kunne blive siddende som øverste mand i kommunen. 

- Vi får et løft på børneområde, et økonomisk løft på skoleområdet og vi bliver en lille smule mere ambitiøse på klimadelen de næste fire år, sagde Steen Vindum kort efter valget til TV MIDTVEST.

Og i dag fortryder han på ingen måde, at traf netop det valg på valgnatten den 21. november 2017.

- Jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg kan også se mine vælgere i øjnene, og så kan jeg i høj grad se de to i øjnene, som valgte at pege på mig, for det vi aftalte, det er det vi kommer til at levere, siger han.

På valgnatten var det altså op til Alternativet og Radikale at pege på, hvem de gerne så som borgmester. Undervejs i forløbet gjorde Steen Vindum sig naturligvis flere tanker om udfaldet.

- Hvis man står på en valgnat, og man har muligheden for at blive borgmester, så skal man selvfølgelig ikke gøre det for enhver pris. Men man skal tænke sig rigtig godt om, inden man siger nej tak, lyder det fra borgmesteren.

Steen Vindum er gæst i interviewserien 'Mød Borgmesteren', hvor landsdelens politiske førstemænd og -kvinder i studiet på TV MIDTVEST fortæller om, hvilke udfordringer der for dem ligger i at sidde for bordenden i en kommune.

27:45
Steen Vindum er 51 år, gift og far til to. Borgmester i Silkeborg Kommune. Efter en opsigtsvækkende aftale med Radikale Venstre og Alternativet, kunne Steen Vindum igen sætte sig i borgmesterstolen ved det seneste kommunalvalg.