Deltagere til udendørs fitness blev sigtet: Nu har politiet droppet sagen

Deltagerne til en omgang udendørs fitness blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet. Nu har anklagemyndigheden droppet at føre sagerne og opkræve bøderne.

Bjørn Skovgaard Lerche får ikke en bøde på 10.000 kroner alligevel. Politiet havde ikke selv forstået reglerne, siger han.
Bjørn Skovgaard Lerche får ikke en bøde på 10.000 kroner alligevel. Politiet havde ikke selv forstået reglerne, siger han.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Ejeren af et fitnesscenter og 25 trænende udøvere blev 21. december sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet og kunne, hvis de blev dømt, se frem til bøder på henholdsvis 10.000 til ejeren og 2.500 kroner til deltagerne.

Nu har anklagemyndigheden valgt at droppe sigtelserne.

Ejeren er lettet, men også træt af sagen, der har givet hans virksomhed et blakket ry. 

- Bundlinjen er jeg godt tilfreds med. Der er ikke nogen, der skal have bøder. Men jeg har så et navn, der skal renses, siger indehaver af Performance Fitness i Silkeborg, Bjørn Skovgaard Lerche.

Specialanklager Ulrik Panduro fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at de har haft efterforsket sagen ud fra to perspektiver: Om fitnesscenteret overhovedet måtte holde åbent, og om der var tale om brud på forsamlingsforbuddet.

Den første del blev droppet, fordi indehaveren havde flyttet sit udstyr udenfor, og derfor var der ikke tale om et lokale.

Den anden del har anklagemyndigheden med støtte fra Rigspolitiet også vurderet som værende indenfor reglerne.

- Vi har lavet en tolkning af forsamlingsforbuddet, og der er vi nået frem til, at der skal være tale om en aktivitet, begivenhed eller et arrangement, hvor flere deltager sammen, for at det skal være en forsamling. Men fordi de er mødt op som individer, er der ikke tale om overtrædelse af forsamlingsforbuddet - når man kombinerer det med at være udendørs, fortæller Ulrik Panduro.

Al indendørs fitness er lukket

Det er ikke sjovt at være ivrig fitness-udøver under nedlukningen. Træningscentrene er lukkede, og de fleste er utilgængelige for medlemmerne.

Kort før jul havde en gruppe fitness-udøvere fundet vej til Performance Fitness i Silkeborg, der på grund af forsamlingsforbuddet havde rykket træningsudstyret udendørs. 

Alligevel resulterede et besøg fra en politipatrulje i 25 sigtelser mod udøverne og altså mulighed for bøder af 2.500 kroner stykket, og en bøde til ejeren på 10.000 kroner. 

Men nu har ejeren og de deltagende i den udendørs træning 21. december sidste år fået et brev fra Midt- og Vestjyllands Politi, der skriver at sagen er droppet, fordi anklagemyndigheden ikke forventer, at de deltagende og ejeren kan findes skyldig for en overtrædelse i retten. 

Ifølge Bjørn Skovgaard Lerche handler det om, at de trænende, der fik bøder den 21. december ikke havde en planlagt forsamling. De trænede hver især uden forudgående aftale, og derfor har ejeren hele tiden ment, at reglerne var overholdt. Og den del bekræfter specialanklager Ulrik Panduro.

Det ærgrer Bjørn Skovgaard Lerche, at sagen kom så langt, som den gjorde.

- Jeg forstår ikke, at de ikke begyndte med at give en advarsel. De lukkede det hele og sigtede os i stedet for. 

- Jeg har hele tiden holdt på, at jeg havde læst paragrafferne grundigt, og at jeg vi ikke gjorde noget forkert, siger Bjørn Skovgaard Lerche. 

I følge anklagemyndigheden bliver bødesagerne droppet, fordi deltagene alligevel ikke vil kunne findes skyldige i en overtrædelse af reglerne.
I følge anklagemyndigheden bliver bødesagerne droppet, fordi deltagene alligevel ikke vil kunne findes skyldige i en overtrædelse af reglerne.

Blakket ry 

Bjørn Skovgaard Lerche har siden indrettet de udendørs træningsfaciliteter minutiøst efter myndighedernes anbefalinger, så medlemmerne der nu kan trænes selv om forsamlingsforbuddet i mellemtiden er halveret til at gælde for fem personer.

Ifølge indehaveren selv har han mistet medlemmer på grund af sagen, der også har givet ham et blakket ry i Silkeborg.

-  Vi har mange unge medlemmer. Nogle af dem fik også sigtelser. Så jeg har haft nogle meget sure forældre. Og jeg har også mistet medlemmer på det, siger Bjørn Skovgaard Lerche. 

- Jeg forstår godt, de medlemmer som holder sig væk. Bøderne er ikke for sjov, og de bliver større anden gang, siger han.