Dansk skipper før VM i curling: Vi kunne være de bedste

Professionelle konkurrenter har overhalet Madeleine Dupont og co., der tidligere vandt medaljer til VM.

Madeleine Dupont kigger langt efter sportslig succes, selvom hun også ser potentiale i holdet.
Madeleine Dupont kigger langt efter sportslig succes, selvom hun også ser potentiale i holdet.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der var engang, hvor de danske curlingkvinder vandt medaljer til VM, men sådan er det ikke længere.

Danmarks rutinerede skipper Madeleine Dupont har sammen med sin storesøster Denise Dupont både vundet sølv og bronze, men det er efterhånden ti år eller længere siden.

De forventer heller ikke at vinde medaljer ved VM, der begynder lørdag i Silkeborg.

- Vi er blevet overhalet indenom. Det er ikke, fordi vi er blevet dårligere. De andre er bare blevet bedre, siger Madeleine Dupont.

Mens modstanderne i Silkeborg er professionelle, så bliver curling dyrket på hobbyplan for det danske VM-hold. Ingen vil lige nu putte penge i holdet, så det kan drives professionelt.

- Vores modstandere har så meget mere at komme med, og det er svært at hamle op med, når man går på arbejde fra 8 til 16, siger hun.

Sluttede sidst til vinter-OL i 2018

Til sidste års vinter-OL i Sydkorea sluttede Danmark sidst af de ti deltagende nationer.

- Tidligere deltog min søster og jeg aldrig i et VM eller et OL uden at gå ind med en forventning om, at vi kunne vinde.

- Når man har været helt deroppe, så er det helt vildt svært at se sig tilfreds med at gøre det godt på andre punkter, siger Madeleine Dupont.

- Til OL kunne vi ikke sætte en finger på præstationen. Vi præsterede det bedste, vi kunne, og alligevel var der stadig et lillebitte skridt op til de andre. Det er hårdt, siger skipperen.

I enkelte kampe kan danskerne fortsat spille lige op med eller endda slå de bedste hold i verden.

- Vi taber måske med et eller tre point, og så tænker folk udefra, at der ikke er så stor forskel. Vi vinder da også en ud af 10 eller 20 gange. Men dem, der vinder guldet, er dem, der konsekvent er med.

- Jeg synes, at det har været hårdt at indse, at Danmark ryger længere bagud, mens de andre lande bare investerer, siger Dupont.

Stort potentiale

Skipperen vurderer, at det nuværende hold, der også tæller søsteren Denise, Julie Høgh, Lina Knudsen og reserven Gabriella Qvist, har potentiale til langt mere, end det viser nu.

Hun erklærer sig parat til at satse på curling på fuld tid, hvis muligheden opstår.

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at holdet har potentiale til at blive det bedste, der er overhovedet, siger Madeleine Dupont.

- Men når du står, hvor det gælder, så er der noget mentalt, der spiller ind, som vi ikke bare kan træne en onsdag aften. Det kræver, at vi kommer ud og spiller flere store turneringer og vigtige kampe.

Danmark tager hul på VM lørdag klokken 19.30 mod USA.

VM i Silkeborg spilles fra 16. til 24. marts.

/ritzau/