Dansk håndboldlegende indstiller karrieren til sommer

I en alder af 41 år stopper Michael V. Knudsen efter denne sæson i Bjerringbro-Silkeborg.

Den 41-årige Michael V. Knudsen indstiller således karrieren efter indeværende sæson.
Den 41-årige Michael V. Knudsen indstiller således karrieren efter indeværende sæson.
Foto: Ole Mørk, Midtjysk-Foto

En af de store danske håndboldkæmper takker snart af.

Den 41-årige Michael V. Knudsen indstiller således karrieren efter indeværende sæson.

Det oplyser hans klub Bjerringbro-Silkeborg i en pressemeddelelse.

- Selvom kroppen stadigvæk har det godt, og jeg føler mig fit, så havde jeg nok forventet, at kroppen en dag ville sige stop. Det er dog ikke tilfældet, og jeg kan stadigvæk løbe med de unge, så jeg tænker reelt, at jeg kunne have fortsat, indtil jeg bliver 50, siger Michael Knudsen i en pressemeddelelse.

Han indstiller karrieren, fordi han har lyst at prioritere anderledes og prøve nye udfordringer.

2:15
I november spillede BSV mod Skjern. På begge hold spiller nogle af ligaens mest erfarne stregspillere, der til sammen har 48 års landsholdserfaring. Se indslaget her.

Stregveteranen kan se tilbage på en karriere, der har gjort ham til danmarksmester, pokalvinder og Champions League-triumfator, og med landsholdet har han vundet EM.

- Jeg har været klart førstevalg på alle hold og har altid haft en afgørende betydning, ligesom jeg flere gange er blevet valg til Europas og verdens bedste stregspiller og har været udtaget til diverse verdenshold, ligesom jeg i 2007 blev nomineret og kåret til verdens 2. bedste håndboldspiller, siger stregspilleren.

Han har blandt andet været forbi Viborg HK og Skjern Håndbold, inden han tilbragte ni år i Bundesligaen hos Flensburg Handewitt.

Lukker ikke døren til BSV

I 2014 vendte han tilbage til BSV, hvor han har været siden.

Klubben Bjerringbro-Silkeborg lukker ikke døren helt.

- Jeg håber, at vi i et eller andet omfang kan beholde Michael V. Knudsen i en funktion i og omkring klubben, siger direktør i BSV Jesper Schou.

- En så stor og flot karriere skal markeres. Vi vil sammen med Michael på et senere tidspunkt melde ud, hvordan vi tager behørigt afsked med en fantastisk karriere i dansk og tysk klubhåndbold samt for det danske landshold, siger Jesper Schou.