Cyklist påkørt af knallert med to personer: Stak af fra ulykken

To personer på en knallert påkørte fredag eftermiddag en cyklist, hvorefter de stak af fra stedet.

Politibil på gaden.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 45-årig kvindelig cyklist blev fredag eftermiddag påkørt af en knallert i Silkeborg, hvorefter hun blev fragtet med ambulance til Skejby Sygehus. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete på Christian d. 8’s vej nær Viborg-broen. Politiet fik en anmeldelse om ulykken klokken 14.06.

På knallerten sad der to mænd, som kørte fra stedet efter ulykken i nordgående retning. Politiet vil derfor gerne have hjælp til at finde frem til de to mænd – og de kan som altid kontaktes på telefon 114.

- Vi vil selvfølgelig gerne fange dem her, når de ikke standser op, som man er forpligtet til, siger Allan Riis, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Kvinden blev efter ulykken fragtet til Skejby Sygehus til tjek for hovedtraumer, da man anede et brud på kæben.

- Vi har et vidne, som oplyser, at knallerten kørte meget stærkt på cykelstien i den forkerte side, da de rammer kvinden, der står stille og klar til at krydse vejen, siger Allan Riis, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var desuden en ikke indregistreret sort knallert.