Butiksejer viser tyve på Facebook - og trodser igen politiet

En butiksejer fra Silkeborg har lagt overvågningsvideoer af to tyve på Facebook. Man skal ikke selv begive sig ud i efterforskning, mener politiet

Billede fra overvågningsvideoen. Tvmidtvest.dk har valgt at maskere de to fyre. På den oprindelige video ser man ansigterne på de to. Foto: Foto fra Facebook.

Fredag omkring 17.30 stjal to unge fyre trøjer for 6000 kroner fra butikken Laura Thomsen Luxury i Silkeborg.

Man skal ikke selv begive sig ud i at lave noget efterforskning på egen hånd.

Ralf Høgedal, Midt- og Vestjyllands Politi

Det er tredje gang på to år, at forretningen i Silkeborg har haft ubudne gæster, og det vil ejeren Henrik Thomsen altså ikke længere finde sig i.

Derfor har han smidt overvågningsvideo, hvor man let kan genkende de to unge, på Facebook. På videoen ser man to unge fyre stjæle dyre trøjer fra mærket Moncler.

- TYVERI - DEL DEL DEL -TYVERI. DUSØR KR 5000,-, skriver Henrik Thomsen til videoen på sin Facebookprofil.

Men det er altså ulovligt.

- Det er kun politiet, der via offentligheden må dele den slags billeder, og derfor skal man også lade politiet om at efterforske og ikke selv begive sig ud på den vej, fortæller Ralf Høgedal, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

DET HER MÅ DU DELE PÅ SOCIALE MEDIER

Efter persondataloven må billed- og lydoptagelser, der indeholder personoplysninger, kun videregives af den dataansvarlige, hvis vedkommende, som fremgår af disse, har givet samtykke til videregivelsen, hvis videregivelsen følger af anden lovgivning eller hvis videregivelsen sker til politiet som led i deres kriminalitetsopklarende arbejde.

Forbuddet mod videregivelse gælder kun i det omfang, man kan identificere en fysisk person ud fra billed- og lydoptagelserne.

Kilde: Persondataloven

Se mere

Butiksejer har tidligere delt overvågningsvideo

Videoen, der er akkompagneret af teksten 'VELKOMMEN PÅ FACEBOOK', kom på Facebook under tre timer efter tyveriet.

Nu har overvågningsvideoen ligget på det sociale medie i 15 timer, og den er blevet set 24.000 gange.

Ifølge vagtchefen kan personer, der ikke overholder persondataloven, risikere at blive sigtet af politiet.

- Man skal som borger give de oplysninger man har til politiet og ikke selv begive sig ud i at lave noget efterforskning på egen hånd. Det er politiets opgave, fortæller Ralf Høgedal.

00:49

Ralf Høgedal, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller, hvordan man må bruge overvågningsvideoer i efterforskning.

Luk video

Butiksejer Henrik Thomsen kender godt lovgivningen. Han har nemlig tidligere lagt overvågningsvideoer af tyve på Facebook, og det er han blevet straffet for.

Fra politiet er opfordringen klar.

- Hvis man har noget materiale, som man mener, kan hjælpe os med at finde en formodet gerningsmand, så vil vi selvfølgelig gerne have det, men man skal ikke videregive det via sociale medier, fordi man risikerer, at der måske er uskyldige, der kommer i klemme på det her, siger Ralf Høgedal.

Sådan ser butiksejerens Facebook-opslag ud.

Henrik Thomsens overvågningsvideo har over 24.000 visninger på Facebook. Tvmidtvest.dk har valgt at maskere de to tyve. Foto: Foto fra Facebook.