BSV-træner: Vi kan knække Aalborg i semifinalen

Der venter en svær opgave, når Bjerringbro-Silkeborg i aften møder Aalborg på udebane, men Peter Bredsdorff-Larsen tror på sejren.

Peter Bredsdorff-Larsen
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Bjerringbro-Silkeborg spiller første DM-semifinalekamp i Aalborg onsdag aften. Peter Bredsdorff-Larsens mandskab er efterhånden blevet vant til at gøre sig gældende i største kampe herhjemme. Holdet har således spillet sig i semifinalerne i både 2015, 2016 og nu 2017.

I aften venter så en stor mundfuld i form af grundspillets vindere, Aalborg Håndbold, i Gigantium. Men Bredsdorff-Larsen er ikke i tvivl om, at midtjyderne kan knække de nordjyske værter.

– Aalborg har efter en god og stabil sæson fortjent at være med i semifinalen. De vil være en rigtig stærk modstander for os, men det er også en modstander, som vi tror, at vi kan vinde over, siger Bjerringbro-Silkeborg-træneren til klubbens hjemmeside og fortsætter:

– Vi tror på, at vi har værktøjerne til at kunne stække de afgørende facetter i Aalborgs spil. Her tænker vi på deres kontraspil, deres stærke defensive 6-0-forsvar og angrebsaksen med Sander Sagosen og Simon Hald.

Også i europæisk henseende har midtjyderne præsteret fremragende. Som det eneste danske herrehold nåede Bjerringbro-Silkeborg 1/8-finalerne i denne sæsons Champions League.

Første semifinalekamp bliver fløjtet op klokken 19.30 i aften.