BSV tager den sidste DM-semifinaleplads med hjemmesejr

Bjerringbro-Silkeborg er klar til DM-semifinalerne som det sidste hold efter hjemmesejr over Sønderjyske.

BSV.jpg

Bjerringbro-Silkeborg er klar til DM-semifinalerne i håndboldherrernes slutspil, da det hjemme i Jysk Arena blev til en 27-22-sejr over Sønderjyske.

Semifinalepladsen blev en realitet på bekostning af Skjern, der ude besejrede Team Tvis Holstebro 27-24.

Team Tvis Holstebro var på forhånd sikker på at nå semifinalerne før opgøret mod Skjern, mens gæsterne var afhængig af resultatet i Silkeborg, før gruppens andet hold i semifinalerne var fundet.

Med Bjerringbro-Silkeborgs sejr gik det ikke Skjerns vej, og Bjerringbro-Silkeborg følger dermed med Team Tvis Holstebro til semifinalerne, hvor GOG og KIF Kolding København allerede er kvalificeret fra gruppe 2.

 

Onsdag bliver det afgjort, hvem der møder hvem i semifinalerne, når GOG møder Aalborg Håndbold, og KIF Kolding København tager imod Århus Håndbold i slutspillets anden gruppe.

Med sejren fik Bjerringbro-Silkeborg revancheret sig for lørdagens nederlag til netop Skjern, men hjemmeholdet kom skidt i gang i den varme arena, hvor gæsterne bragte sig foran 3-1.

Nikolaj Markussen bragte balance i regnskabet med sin scoring efter ni minutter, men hjemmeholdet formåede langt fra at overrumple gæsterne med en chokstart, som på forhånd var planen. I stedet måtte Bjerringbro-Silkeborg halse efter.

 

Efter et kvarter førte gæsterne 8-6, og det blev også 9-7 mod et tamt hjemmehold, hvor man i fasen primært hang sin hat på, at Nikolaj Markussen kunne bombe boldene i mål.

Mønstret fortsatte halvlegen ud, hvor hjemmeholdet sled for at hænge på til pausestillingen 12-12, mens Skjern efter første halvleg var foran 12-10 i Holstebro.

 

Efter pausen var det igen op til Markussen, der svævede hen over gæsternes forsvar og bragte Bjerringbro-Silkeborg foran 13-12, og derfra skiftede kampen karakter.

Sønderjyske kunne slet ikke finde sig selv og lignede et hold, der ikke havde mere i sig, mens hjemmeholdet skruede op for tempoet.

 

Efter 39 minutter var Bjerringbro-Silkeborg foran 18-14, og kursen mod semifinalerne blev sat med bedre kombinationer og bedre opdækning i forsvaret.

Med ti minutter igen gjorde Mads Christiansen det til 24-18 i hjemmeholdets favør, og derfra handlede det mest om sejrens størrelse.

Alt imens blev Skjern aftenens store taber, da der ikke var meget at juble over denne aften trods udesejren i Holstebro.

Skjern må derfor kigge langt efter semifinalerne og går på sommerferie.

 

/ritzau/