BSV taber igen til slovakker i Champions League

​​​​​​​BSV var foran med tre mål ved pausen mod Tatran Presov, som kæmpede sig tilbage i anden halvleg og vandt.

Nederlaget betyder, at BSV ikke længere kan gå videre fra CL-gruppespillet.
Nederlaget betyder, at BSV ikke længere kan gå videre fra CL-gruppespillet.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Bjerringbro-Silkeborg havde ikke tabt en håndboldkamp, siden holdet 22. september var en tur i Slovakiet, hvor Tatran Presov vandt en Champions League-kamp med to mål.

BSV har siden det nederlag spillet 12 kampe uden nederlag.

Søndag var Tatran Presov så en tur i Silkeborg, og her gentog slovakkerne bedriften og besejrede danskerne.

Det endte med en kneben sejr på 30-29 til slovakkerne, som var heldige i de sidste sekunder af kampen.

Her troede Nikolaj Øris Nielsen, at han havde udlignet til 30-30, men han havde akkurat overtrådt, hvilket var korrekt set af de tyske dommere.

Der var flere Tatran Presov-spillere liggende inde i feltet i den kaotiske situation, men ifølge dommerne havde de ikke indflydelse på spillet.

Dermed blev en lidt for lang tå hos Nikolaj Øris Nielsen afgørende, og slovakkerne kunne rejse hjem med begge point.

BSV, som havde vundet fem Champions League-kampe i træk, mistede muligheden for at gå videre fra gruppespillet. Det havde krævet en sejr på tre mål.

/ritzau/